FC København vinder ikke mesterskabet i denne sæson. Den erkendelse har efterhånden bundfældet sig i de fleste FCK-spillere. Men at ærkerivalerne fra Brøndby muligvis ender med at stjæle københavnernes guldfest… den tanke bryder de sig ikke om.

Derfor er der mere end bare et skridt mod bronzemedaljer og en europæisk åbning på spil for FC København, når Brøndby besøger Telia Parken til sæsonens sidste derby søndag.

»Vi skal vinde. Først og fremmest for at blive ved med at lægge pres på FC Nordsjælland i forhold til den tredjeplads, som vi siden forårets start har erklæret som mål nummer et for os. Dernæst fordi det er Brøndby, og den historik, vi har med dem i den her sæson, er selvfølgelig ikke god. Vi har tabt fire kampe ud af fire mulige, og det vil vi rigtig gerne revanchere. Og måske kan vi endda også drille dem lidt mere i deres mesterskabskamp os se, om det kan blive gjort lidt mere spændende inden de sidste par kampe,« siger Nicolai Boilesen.

Den historik, som Nicolai Boilesen taler om, er FC Københavns seneste fire kampe mod Brøndby. Fire nederlag har været resultatet af dem, og det er sådan noget, der ikke bare klør lidt hos de forsvarende mestre - det er nærmere en form for udslæt.

Derfor skal sæsonens sidste forsøg også ende med en sejr, hvis ikke Ståle Solbakkens hvidklædte drenge vil suge det sidste ud af de fans, der har haft en uvant sæson. Og det er det, som københavnernes forårs-talisman Viktor Fischer har øje på.

»Det er et af vores allerstørste fokuspunkter snart at give noget til de fans, som det betyder så absurd meget for at spille de her kampe mod Brøndby. Men vi skal altid have det forbehold, at vi ikke må lade os gå på af, at der er nogen, der vil det mere end os selv. Vi skal blive i vores fokus og tænke på, at vi har en opgave. Så er der størst mulighed for, at vi giver det til fansene, som de også ønsker,« siger Viktor Fischer.

Er du ligeglad med, at I kan spænde lidt ben på Brøndby i deres guldjagt?

»Nej, det er jeg ikke ligeglad med. Vi kan jo virkelig gøre FC Midtjylland en tjeneste, for de skal til Brøndby i næste uge. Hvis vi slår Brøndby på søndag, giver vi ikke bare Midtjylland, men resten af landet en lidt sjovere weekend i næste uge. Det er ikke ligemeget.«

Viktor Fischer lægger ikke skjul på, at han har været for kort tid i FC København til at have opbygget de fjendske følelser til rivalerne fra Vestegnen, som der er blandt fans af FC København og Brøndby. Der har anfører William Kvist forholdet mere inde under huden med sine mange år i klubben.

»Det betyder også en smule for mig, at vi kan spænde lidt ben. Vi har først og fremmest fokus på at vinde alle de kampe, vi skal spille nu her, så vi kan få den tredjeplads. Det er vigtigt for konceptet, økonomien og alting. Så kan vi samtidig være hjælp til, at det ikke lige er Brøndby, der skal vinde. Men det er ikke fordi, vi elsker FC Midtjylland jo. Jeg har stået i Parken, siden jeg var otte år gammel, og der er bare den kultur. Derfor vil jeg da hellere se nogle andre end Brøndby vinde,« siger William Kvist.