Han Gra-bara ikke lade være.

Der gik ikke meget mere end 20 minutter, fra FC København var blevet danske mestre, inden den polske gavflab Kamil Grabara skoddede al jubel over guldet for at ryge til tasterne på Twitter.

Og her var der én mission: Hån de nedslåede guldrivaler fra FC Nordsjælland, der netop var blevet ødelagt med 5-1 på Brøndby Stadion.

'Det var en fed fight gutter, men I blev desværre stoppet af et fantastisk hold fra Vestegnen. Jeg kan ikke vente med at se det sidste afsnit af 'Guldjagten' (dokumentarserie om FCNs jagt på guldet, red.),' skrev FC København-stjernen i vanlig provokerende stil.

Men her stoppede det ikke for FCK-målmanden.

I en livesending på Instagram inviterede han også FCN-profilen Mads Bidstrup til at se med, mens Grabara og co. sang FCN-fansangen med linjerne 'Guldet skal hjem til Farum igen'.

Den hånen har delt vandene blandt Superliga-eksperter og på sociale medier – men i B.T.s ugentlige Superliga-podcast Transfervinduet: Ugens Rapport er panelet store fans af, hvordan Grabara skiller sig ud fra mængden.

»Der er altid noget ballade omkring ham. Det kan jeg altså også godt lide. Han er en elendig vinder, og det kan jeg godt lide. Når han sidder hjemme i gamerstolen, så skal der bare sendes svinere ud til højre og venstre.«

»Det er et fedt krydderi,« lyder det blandt andet i podcasten, som du kan høre i afspilleren herunder eller på din foretrukne podcastplatform.

Her diskuteres blandt andet også, hvorfor FC København endte med at vinde det danske mesterskab, hvordan FC Nordsjælland kollapsede i så alvorlig grad, og hvorfor det føles, som om Brøndby tisser i bukserne.