»Lige nu er FC Midtjylland vores største rival, men historisk set er det nok Brøndby.«

Inden torsdagsbraget mod FC Midtjylland erkender FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, at mandskabet fra heden er holdets største konkurrent.

Rivaliseringen er kommet for at blive, mener han.

»Jeg tror sagtens, at FC Midtjylland kan blive en rival for FCK i mange år. Det har de vist.«

I skrivende stund kæmper de to hold om superligaguldet. FC København topper tabellen med fem point ned til FC Midtjylland efter hele 29 runder, og klubberne har kørt parløb det meste af sæsonen.

Nærmeste efterfølger er OB, der har hele 22 point færre end FC Midtjylland.

»Det er meget lige. Der er spillet så mange kampe, og vi ligger stadig tæt på hinanden,« siger Ståle Solbakken om styrkeforholdet mellem hans mandskab og FC Midtjylland.

Målmand Stephan Andersen, der har en fortid i Brøndby, ser også FC Midtjylland som de hvidklædtes største konkurrent.

Stephan Andersen mener, at FC Midtjylland er en større konkurrent for FC København end hans tidligere klub, de historiske rivaler fra Brøndby IF.
Stephan Andersen mener, at FC Midtjylland er en større konkurrent for FC København end hans tidligere klub, de historiske rivaler fra Brøndby IF. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at vores rivaler på det sportslige plan er FC Midtjylland. De har vist størst kontinuitet i toppen og været med omkring medaljerne. Brøndby havde et godt år sidste år, men vi må sige, at det er FC Midtjylland, som har været førsteudfordrer på den lange bane, men også til mesterskabet i år,« mener Stephan Andersen.

Kigger man på de seneste seks sæsoner, har FC Midtjylland vundet guld to gange, mens det er blevet til to tredjepladser og to sæsoner uden podiepladser, hvilket vidner om en vis stabilitet. For Stephan Andersen er de jyske rivaler en indlejret del af det bedste i dansk fodbold.

»Jeg synes allerede, at FC Midtjylland har etableret sig. De har spillet med i toppen i de sidste fire-fem år, så jeg synes godt, at man kan sige, at FC Midtjylland har etableret sig i toppen af dansk fodbold,« siger Stephan Andersen.

Stephan A: FCM er stadig bag FCK

I det jyske er ambitionerne enorme. Blandt andet har klubben meddelt, at man opretter 'Guldminen' – en satsning, der skal ledsage børn fra 0. til 9. klasse og talentudvikle dem fra seksårs-alderen med målet om at føre dem til tops i international fodbold.

»Vi bruger de næste 10 år på virkelig at slå hul i det danske fodboldunivers,« siger adm. direktør Claus Steinlein i Eurosports dokumentarserie om FC Midtjylland.

»Jeg er skuffet, hvis vi om 20-30 år ikke har udviklet en spiller, der vinder Ballon d'Or,« har han også sagt til Tipsbladet.

Det er altså med store bevægelser, at FC Midtjylland vil brage op i det danske og internationale fodboldhierarki.

Mens Ståle Solbakken ingen kommentarer har til sagen, stiller Stephan Andersen spørgsmålstegn ved, hvordan klubben vil opnå det i praksis.

»Det kan jeg ikke rigtig kommentere på. Jeg ved ikke, hvordan de vil gøre det, og der er jo mange parametre i det. Om det bare er at købe en ung spiller i et land og håbe på, at han en dag bliver verdens bedste fodboldspiller, fordi man har haft ham i FCM i et halvt, et eller to år to på et ungdomsakademi,« siger Stephan Andersen til FCM's mål om at udvikle verdens bedste spiller.

Med hensyn til ambitionerne på banen mangler målmanden også et konkret bud på, hvad FC Midtjylland vil opnå rent sportsligt.

»Jeg tror f.eks. godt, at FC Midtjylland kan kvalificere sig til et europæisk gruppespil. Men her i FCK er vi jo ikke tilfredse med bare at komme med i et europæisk gruppespil. Vi vil meget gerne spille Champions League. Der tror jeg, at de har lidt vej endnu,« mener Stephan Andersen.

Torsdag mødes de to mandskaber altså i en afgørende kamp i deres interne guldkamp, men skal man tro målmanden, er torsdagsbraget ikke definerende for tabellen.

»Den er ikke afgørende i den forstand, at vi kan vinde eller tabe mesterskabet. Men den er afgørende på det psykologiske aspekt. Hvis vi får tre point, så ser vi os ikke tilbage. Men skulle der ske det, at vi ikke får pointene, kan FCM få et psykologisk overtag,« fortæller Stephan Andersen.

»Vi vil gerne være mestre og gerne så tidligt som muligt, så vi kan få lukket det bal.«

Vinder FCK over FC Midtjylland torsdag, vil Ståle Solbakken have vundet flere kampe som FCK-træner end resten af historiens øvrige trænere ... tilsammen. Nordmanden har stået i spidsen for FC København i 336 sejre i 562 kampe fordelt over 11 år.

»Men det betyder ikke noget,« fortæller succestræneren.