Stephan Andersen er klar til at sige farvel til FC København til sommer.

Den 37-årige målmand har godt nok først kontraktudløb til vinter, men han har allerede taget en snak med manager Ståle Solbakken om at få lov at finde en ny klub om et par måneder, hvis der dukker noget eksotisk op.

»Hvis der kommer noget, der er interessant, kunne jeg godt finde på at tage videre. Jeg har jo udløb til vinter, og mon ikke der kommer en ny målmand til sommer, og så er vi måske en for meget. Jeg tror ikke, han vil stille sig på bagbenene over for det,« siger Stephan Andersen.

Har du snakket med Ståle Solbakken om det?
«Ja, vi har drøftet det lidt. Jeg har sagt til ham, at hvis der kommer noget, så kunne jeg være interesseret. Det lød ikke som om, at det var noget, han ville afvise.«

Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Den nye FCK-målmand, som Stephan Andersen hentyder til, er sandsynligvis OBs dobbelte vinder af Det Gyldne Bur, Sten Michael Grytebust. Som B.T. Sport som de første og flere gange har fortalt i podcasten Transfervinduet, er Sten Michael Grytebust allerede enig med FC København om en aftale med start til sommer, når nordmandens kontrakt med fynboerne løber ud.

FC København kan dermed have et målmandsudvalg bestående af Jesse Joronen, Sten Michael Grytebust, Stephan Andersen og den unge backup Frederik Ibsen.

Derfor er Stephan Andersen åben for noget nyt, og det skal være et eventyr, som Politiken også beskrev det i slutningen af marts.

»Jeg kommer ikke til at spille i en anden Superliga-klub eller Norge eller Sverige. Det gider jeg simpelthen ikke. Så vil jeg hellere bare stoppe. Men ellers kunne det være et eventyr som USA eller Japan eller Australien. Hvis det kan hænge sammen økonomisk også, er jeg ikke afvisende over for et eventyr,« siger Stephan Andersen.

Den rutinerede målmand fik i FC Københavns 3-0-sejr over FC Nordsjælland for en gangs skyld også lov at vise sig frem på banen, ligesom han har gjort det i flere Europa League-kampe i efteråret.

Men den glæde kan vise sig at blive kort for målmanden.

»Jeg gjorde mit arbejde. Nej, det var rart at komme ind og få en kamp mere. Det er jo ikke så mange, det bliver til. Jeg tror, at Jesse allerede træner i morgen, så det er op til Ståle. Men det ville undre mig, hvis han ikke er klar til søndag, siger Stephan Andersen og slår fast.

»Det er da langt federe end bare at sidde på bænken og blive glemt. Hvis man kan spille til det sidste, er det da klart det fedeste. Hvis det ender med, at jeg skal stoppe helt, ville det være det bedste at stoppe med manér.«