'Med dig af hele mit hjerte brormand’.

Sådan lød det i en Instagram-story fra FCK-spilleren Khouma Babacar tidligere onsdag.

Opslaget henvendte sig til PSG-spilleren Idrissa Gueye, der er havnet i lidt af et stormvejr. Han nægtede at spille lørdagens kamp mod Montpellier, da holdet spillede med regnbuefarvede numre for at støtte op om kampen mod homofobi.

Den såkaldte 'story' er efterfølgende blevet slettet igen, men et screenshot af den er begyndt at florere på de sociale medier. Noget, der har fået mange til at reagere.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

  • 'Det er alligevel en kende dumt af Babacar. Støtten til Gueye er fjollet. Og i værste fald har Babacar samme holdning til emnet som Gueye.'
  • 'Personligt støtter jeg ikke ukritisk op om spillere bare fordi de er på kontrakt i FCK. At Babacar erklærer sin støtte til Idrissa Gueye er for mig en dealbreaker, og min opbakning er væk. Han skal væk fra FCK! Ingen plads til homofobi i fodbold!'
  • 'Babacar skal ud hvis han støtter den slags! Men lad manden tale sin sag først.'

Sådan lyder et udpluk af de reaktioner, der er kommet, efter billedet er begyndt at sprede sig.

B.T. har været i kontakt med F.C. København for at høre, om det er klubben, der har bedt Babacar om at fjerne opslaget, og om der er handlet på sagen.

'Det snakker vi om internt. Opslaget er slettet og var alene ment som en opbakning til hans ven, intet andet,' lyder det i en sms fra pressechef Jes Mortensen.

Khouma Babacar skiftede til hovedstadsklubben i vinterens transfervindue. Det er indtil videre blevet til 14 kampe og scoret tre mål. Han skriver på Instagram, at 'han blev misforstået og ville blot støtte sin ven' og tilføjer, at 'alle skal have lov til at være den, de er'.