FC Københavns forsvarsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen bekræfter torsdag over for BT, at en samlet FCK-trup har sendt et brev til Spillerforeningen. Det sker, fordi klubben ønsker en afklaring inden deadline ved midnat torsdag. Københavnerne skal nemlig spille Champions Legue-kvalifikation mod Leverkusen på tirsdag - og den kamp vil alle kunne deltage i.

- Ja, jeg kan bekræfte, at vi har sendt et brev af sted til Spillerforeningen. Men jeg kan ikke fortælle, hvad der står i det, siger Zanka til BT.

Ifølge Jyllands Posten presser københavnerne i brevet deres egen repræsentant, Spillerforeningen, ved at melde ud, at de har tænkt sig at spille kampen på tirsdag. Den 24-årge forsvarsspiller vil dog ikke selv kalde det for et pres.

Læs også: FCK-stjerne pudsede advokat på sagen: Ville ud af Spillerforeningen


- Det er egentlig ikke et pres. Vi har skrevet det som en opfordring - og det er selvfølgelig et udtryk for, at vi gerne vil spille fodbold. Det er vigtig for os, at vi viser alle - også Spillerforeningen, at vi gerne vil spille fodbold. Og vi vil også RIGTIG gerne spille de fodboldkampe, der er sjove, det er det, vi kæmper for. Derfor følte vi også, at det var en god idé at sende sådan et brev, fordi det var noget, som vi kunne stå sammen om i spillertruppen - både medlemmer og ikke medlemmer, lyder det fra Zanka.

Senest klokken 23:59 torsdag aften vil det være afgjort, om der vil udbryde konflikt i dansk fodbold, eller om Spillerforeningen og Divisionsforeningen når til enighed. Hvis det skulle ende med strejke, må AaB og FC Midtjylland nøjes med at stille med ungdomsspillere til deres europæiske kampe - og så må tiden vise, om FC Københavns spillere vælger at strejke eller at spille.