FC København vandt 2-1 over FCN efter at være sat i gang af et meget tåbeligt straffespark.

FC København fortsatte sejrsstimen, da holdet vandt 2-1 i Parken over FC Nordsjælland, men kampen vil nok især blive husket p.g.a. FCKs første mål.

Efter en halv times spil samlede FCNs Andreas Bjelland bolden op, fordi han troede, der var fløjtet for frispark. Det var der imidlertid ikke, og da Bjellands aktion foregik i det kriminelle felt, blev der i stedet fløjtet for straffespark til FCK.

César Santin blev sat til at sparke, men brasilianeren missede den store mulighed. Hans landsmand, Claudemir, sparkede dog riposten ind til føring for de forsvarende mestre.

To minutter senere fik FCK igen straffespark, og igen blev César Santin sat til at sparke. Selvom han tøvede i tilløbet lykkedes det denne gang for ham at score, således at FCK var foran 2-0 ved pausen.

Mod slutningen af kampen lykkedes det for hjemmeholdet at reducere takket være et glimrende hovedstødsmål af Christian Gytkjær.

Men FCK holdt hjem og har dermed 45 point for de første 17 kampe i årets Superliga på en aldeles suveræn førsteplads. Det er historiens bedste start på Superligaen nogensinde.

FCN har blot samlet 18 point sammen og er lige over nedrykningsstregen. Holdet kan dog ryge under stregen, hvis AaB vinder over Brøndby i den sene søndagskamp.