FCK siger farvel til det unge talent Yones Felfel, der fortsætter karrieren i FC Vestsjælland. Til gengæld er der ingen nye bud på sommerens store salgsobjekt, Daniel Amartey.

Ståle Solbakken bebudede, at truppen skulle trimmes som konsekvens af efterårets manglende deltagelse i Europa League. Og tilskæringen er i fuld gang. Første offer er den unge angriber Yones Felfel, som fortsætter karrieren i FC Vestsjælland, hvor han får en toårig kontrakt.

»Jeg har haft fantastiske år i F.C. København både som senior og ungdomsspiler, så det er selvfølgelig lidt vemodigt at tage af sted, men jeg ser også frem til, at jeg skal spille på højt niveau og være med til at gøre en forskel for FC Vestsjælland,« siger Yones Felfel til fck.dk.

19-årige Felfel er noteret for otte kampe for FCK, men han har kun været en del af startopstillingen en enkelt gang.

Til gengæld må Solbakken stadig afvente transfervinduets gang, om ghanesiske Daniel Amartey også er at finde i klubben efter 1. september.

Leicester har fået et bud på 45 mio. kroner afvist. Tirsdag var der rygter om et nyt bud på 10 mio. euro, men Solbakken afviser, at han har fået et nyt tilbud på den unge ghaneser, som han i øvrigt helst vil beholde.

»Der er mange spekulationer hele tiden, om jeg skulle have fået tilbud på 8 og på 10 millioner euro. Det vil jeg ikke kommentere på. Men jeg kan sige, at i dag har jeg ikke talt med andre end med journalister om Amartey,« fastslår Solbakken afvisende.