»Et derby har altid sit eget liv.« »​Marginalerne kommer til at afgøre det«. Og »vi er en større klub end dem«.

Der har du fuld plade på derby-klichéerne, og det gælder også denne gang, hvor FC København byder Brøndby op til fodboldbrunch søndag i Telia Parken. Så lad os bare tage fat i den sidste og fokusere på den.

For Brøndbys svenske offensivprofil Simon Hedlund tændte op under rivalopgøret på klubbens hjemmeside med ordene 'Brøndby er den største klub i Danmark'. Det er de sjovt nok ikke helt enige i hos FC København.

»Det står i alle Brøndby-spilleres kontrakt. De skriver under på, at de skal sige det tre gange i løbet af et år,« siger Ståle Solbakken på sin vanlige ironiske facon og reagerer på svenskerens udtalelser.

FC Københavns træner Ståle Solbakken før Superliga kampen mellem FCK og HIK i Parken i København, søndag den 24. november 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
FC Københavns træner Ståle Solbakken før Superliga kampen mellem FCK og HIK i Parken i København, søndag den 24. november 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg er helt iskold. Det bruger jeg ikke tid på. Det er jo Hammarby, der er de største nu…«

Den sidste sætning var en lille hilsen til svenske Zlatan Ibrahimovic og hans ambitioner med Stockholm-klubben, som han netop er blevet en del af ejerkredsen bag. Men nok om det.

For det danske derby mellem FC København og Brøndby bliver igen et bål af følelser og frygt for at tabe håneretten til ærkerivalerne. Og holder vi fast i den klassiske snak om, hvem der er den største klub, har unge Mohamed Daramy da også sin klare holdning til spørgsmålet.

»De ved jo godt selv, at de ikke er den største klub i Danmark. Selvfølgelig skal de sige det, men inderst inde ved de det jo godt. De har ikke vundet mesterskabet i, jeg ved ikke hvor mange år… siden jeg blev født, nærmest.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»De er ikke den største klub ifølge mig,« siger Daramy, der var tre år gammel, da Brøndby senest vandt det seneste mesterskab.

Og det er nogle af de samme reaktioner, der falder fra københavnerne, når snakken falder på den klassiske diskussion om, hvilken af de to ærkerivaler der kan løbe med den imaginære titel som Danmarks største klub.

»Med al ære og respekt føler jeg, at vi er en noget større klub. Det synes jeg også, at resultaterne, titlerne og historikken bakker op om. Ja, det vil jeg ikke engang stå og kommentere på,« siger Nicolaj Thomsen.

Større klub eller ej, så er det Brøndby, der kan fremvise den seneste derbysejr af de to hold. Den faldt på Brøndby Stadion 6. oktober, hvor holdet fra Vestegnen vandt 3-1. Derfor kan Brøndby vel med god samvittighed påstå, at de har vist, at de er bedre end FCK – eller hvad?

Foto: GIAN EHRENZELLER
Vis mere

»Efter min mening er vi bedre end dem. Ikke bare i den tid, jeg har været her. De var gode i det første år, jeg var her, men de vinder stadig ikke ligaen. Men det er et derby, og alt kan ske,« siger FCK-anfører Carlos Zeca og kigger tilbage på det seneste derby.

»Det oplevede vi selv i den seneste kamp på Brøndby Stadion. Jeg mener, at hvis vi har samme betingelser, er vi bedre. Nu skal vi bare vise det på banen. Det nytter ikke noget at bare snakke og sige, at vi er bedre. Hvis vi ikke viser det, betyder det ikke noget.«

Og den holdning – at FC København skal ud at bevise på banen, at man er storebror i det betændte forhold – deler FCK-anføreren med sin svenske holdkammerat, som er en af de mere rutinerede derby-deltagere.

»Der er lidt mere pres på os, når vi tabte sidst til Brøndby. Det er virkelig vigtigt, at vi vinder kampen på søndag – både for tabellen og for vores fans. Det er en vigtig kamp for os,« siger Pierre Bengtsson.