Coronavirussen har for alvor fat i FC København i øjeblikket.

Hele seks spillere er enten sendt i karantæne eller isolation efter at være blevet testet positive i løbet af de seneste otte dage.

Og den udvikling har da også skabt hovedbrud i FCK.

»Det er bekymrende. Alting vælter ned om ørene på os, og det fylder selvfølgelig en del af snakken i klubben,« fortæller Jess Thorup efter kampen mod AC Horsens, som københavnerne vandt med 2-0.

FCK-træner Jess Thorup.
FCK-træner Jess Thorup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FCK-træneren mener dog, at det er vigtigt at pointere, at den danske klub befinder sig i en landsdel, hvor smittetallene er voldsommere end andre steder i landet:

»Vi skal huske på, at vi er et sted, hvor det virkelig ekskalerer i øjeblikket, og så er det selvfølgelig ærgerligt, at spillerne ikke kan komme tilbage på arbejde efter syv dage, som alle andre danskere kan, på grund af protokollerne.«

En holdning, som søndagens ene målscorer, Rasmus Falk, da også deler.

»En tanke til de spillere, der er ramt. Det er bekymrende, og vi skal alle sammen være med til at bringe smittetallene ned i Danmark, men vi bor også i hovedstadsområdet, og derfor har vi måske haft det lidt sværere end folk andre steder,« forklarer FCK-stjernen.

Coronakaosset i klubben har dog ikke sendt klubben helt i knæ. Søndag vandt FCK nemlig en relativt overbevisende sejr, og her kan den nuværende coronasituation muligvis have haft en stor betydning.

»Vi rykker mere sammen i bussen, når sådan noget sker,« siger Jess Thorup.

Cheftræneren kan da heller ikke komme i tanke om noget, som han mener, klubben kunne have gjort anderledes:

»Jeg må bare tage hatten af for det arbejde, der bliver lagt i det ude på 10'eren (FCK's træningsanlæg, red.). Vi kunne ikke have gjort det bedre, og vi må bare appelere til spillerne om at passe ekstra meget på i privaten.«

Rasmus Falk scorede til 2-0 mod AC Horsens.
Rasmus Falk scorede til 2-0 mod AC Horsens. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jess Thorup understreger dog, at klubben ikke skal begynde at lave strammere regler for spillerne.

»De skal ikke have flere restriktioner. De skal kunne tage vare på sig selv og håndtere det selv. Jeg går meget ind for frihed under ansvar,« forklarer han.

De seks FCK-spillere, der er testet positive for coronavirus, er Victor Nelsson, Jonas Wind, Mikkel Kaufmann, Viktor Fischer, Andreas Bjelland og Pierre Bengtsson.

De tre førstnævnte er alle tilbage på træningsbanen den kommende uge, forventes det.