FC Københavns midtbane-profil Nicolaj Thomsen er stærkt berørt over den triste nyhed om hans tidligere holdkammerat Emiliano Sala, som i januar styrtede ned med et fly.

»Det er dybt tragisk. Jeg forstår det ikke rigtigt endnu. Han var en fantastisk fyr - meget socialt anlagt,« siger FCK'eren, som i 2016 var holdkammerat med Sala i franske Nantes i et halvt år.

Nicolaj Thomsen fortæller efter dagens FCK-træning på et regnvådt Frederiksberg, at han blev rystet, da det gik op for ham, at Sala var forsvundet efter det meget omtalte flystyrt, som formodes at have kostet den argentinske angriber livet.

»Det var nogle af de andre FCK’ere, der fortalte, at en spiller, der lige var skiftet til Cardiff, var styrtet ned med et fly. Men det var først, da jeg kom hjem, at jeg så, at det var ham. Der tænkte jeg bare ‘fuck, det er sindssygt’. Jeg forstår det slet ikke.«

Sala på øvertse række med Thomsen på Nantes-holdfotoet for sæsonen 2017.
Sala på øvertse række med Thomsen på Nantes-holdfotoet for sæsonen 2017. Foto: Scanpix Denmark/AFP Photo
Vis mere

Nicolaj Thomsen husker Emiliano Sala som en imødekommende og hårdtarbejdende holdkammerat, som var et socialt samlingspunkt i den spraglede Nantes-trup.

»Jeg nåede ikke at komme helt ind på livet af ham, men man bruger jo meget tid sammen som holdkammerater på hoteller og efter træning og så videre. Han var faktisk en del af en lille gruppe, som altid sad sammen og fik en kop kaffe, efter vi havde spist. Det tager altså lidt på en,« siger den 25-årige danske midtbanespiller, som skiftede til franske Nantes i sommeren 2016 efter at have fået sit gennembrud i AaB.

»Han var sådan en rigtig sydamerikaner med et godt glimt i øjet, som altid gav den fuld power til træning, og så var han en super jovial fyr, som altid var i godt humør. Han var en af de første, som prøvede at få mig ind i gruppen. Han var god til at samle folk, selvom han ikke var fra Frankrig. Han kunne en smule engelsk, men der var en anden sydamerikaner, som var rigtig god til engelsk, som bandt det hele sammen.«

Emiliano Sala var i 2016 det store angrebshåb i Nantes, men han havde på dette tidspunkt endnu ikke fået sit endelige gennembrud i Ligue 1.

Nicolaj Thomsen på FC Københavns træningslejr i Dubai i januar.
Nicolaj Thomsen på FC Københavns træningslejr i Dubai i januar. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Det kom først i den indeværende sæson, hvor hans 12 ligamål i efteråret overbeviste Premier League-klubben Cardiff til i januar at betale rekordsummen 130 milioner kroner for hans evner.

Men Nicolaj Thomsen, som skiftede til FCK i januar 2017, husker Salas store potentiale:

»Han har altid været sådan en mega hårdt arbejdende frontangriber, som laver sine mål. Han kunne sagtens være usynlig i lange perioder, men så dukkede han pludselig op og stod det rigtige sted.«

»Dengang havde jeg måske ikke lige troet, at han skulle være helt god nok til at ryge til Premier League, men han har altid været garant for at score mål for Nantes, som aldrig har scoret ret mange mål som klub. Jeg tror, det var en stor drøm for ham at skifte til Premier League, så at det skulle ende på den måde er dybt tragisk.«

Emiliano Sala i aktion for Nantes.
Emiliano Sala i aktion for Nantes. Foto: Stephane Mahe
Vis mere

Det var netop på vej fra afskeden med holdkammeraterne i Nantes til sin nye klub, at 28-årige Emiliano Sala og piloten David Ibbotson forsvandt om bord på et lille privatfly den 21. januar. De formodes begge at være døde.

Den argentinske angriber havde netop underskrevet en tre et halvt år lang kontrakt med Premier League-klubben Cardiff, som betalte rekordprisen 130 millioner kroner for ham. En transfersum, der er i dag er en strid om mellem de to parter.

Det seneste nye i den tragisk affære er, at efterforskere har bjærget et lig fra det flyvrag, som det i weekenden lykkedes et eftersøgningsfartøj at lokalisere. Vraget fra det lille privatfly blev fundet på havbunden på 63 meters dybde i Den Engelske Kanal.

Identiteten på liget er endnu ikke offentliggjort.

Billede af flyet taget af AAIB.
Billede af flyet taget af AAIB.
Vis mere