Sikke en forskel, en sejr gør!

FC Københavns midtbaneveteran William Kvist har i denne uge måttet lægge rygge til viralt mobberi fra FC Midtjylland, der på Facebook hyggede så godt og grundigt over landsholdsspillerens frustation over sin personlige fejl i sidste weekends FCK-nederlag i Herning.

LÆS HER OM FCMs 'USMAGELIGE' KVIST-DRILLERIER

Men søndag aften var der anderledes overskud fra den bundrutinerede slider. Under et TV3-interview afbrød han pludselig holdkammeraten Nicolai Boilesen, der var i gang med at påpege nogle af de mindre vellykkede ting i FCK's 1-0-sejr hjemme over OB.

»Hold nu lige kæft! Vi har så mange gange i denne sæson talt om, at vi har spillet fint og sådan. Nu vinder vi tre point i dag, får en god dødbold og er bedre end dem. Sådan er det. Man skal ikke have kritik, når man vinder stille og roligt på FCK-manér,« lød det kontant fra William Kvist.

Han gav heller ikke meget for OBeren Casper Nielsens udsagn om, 'at FCK ikke kom med noget, og at sejren var ufortjent.'

»Spillede han ovre på Østerbro Stadion, eller hva? Jeg kender en klub derovre, B93. Det kan være, det var den kamp, han spillede. De må have en sponsor derovre med nogle briller,« lød det flabet fra Kvist.