Pep Biel har udviklet sig til at blive en stor stjerne for FC København.

Og nu arbejder københavnerne på at kopiere succeshistorien ved - måske - at hente endnu en spansk Pep i Zaragoza.

Ifølge B.T.s spanske kilder har en repræsentant fra FC København været til stede til en Zaragoza-kamp for at se nærmere på Pep Chavarria, som klubben følger.

Ifølge Zaragoza-mediet Principes De Paris var FCK på plads den 10. april, hvor Zaragoza hjemme tørnede sammen med Girona, hvor Chavarria spillede hele kampen, hvilket han har gjort gennem det meste af sæsonen.

Chavarria er en 24-årig spansk venstreback med væsentlige offensive kvaliteter, som har spillet i LaLiga2-klubben siden sommeren 2020.

En knast i forhold til at købe Pep Chavarria fri er den noget voldsomme frikøbsklausul på 10 millioner euro, som Zaragoza har skrevet ind i kontrakten.

Ifølge B.T.s oplysninger kan spanieren dog hentes væsentligt billigere, da Zaragoza ikke er i den bedste økonomiske forfatning. Helt ned til to-tre millioner euro skulle Zaragoza være villige til at sælge Chavarria for.

Venstrebacken tjener omkring 100.000 euro i den spanske klub, som han har kontrakt med frem til sommeren 2024.