FC København er på jagt efter forstærkninger efter en sæson under standard.

Det er især i midterforsvaret, at sportsdirektør Peter Christiansen har lagt sin energi. Og her er han faldet for en spiller, der også var i søgelyset i FC København, dengang Ståle Solbakken var manager i klubben.

FCK er ifølge B.T.s oplysninger meget interesseret i den georgiske landsholdsforsvarer Davit Khocholava. Han spiller til daglig i Shakhtar Donetsk, hvor han dog har fristet en tilværelse som reserve i et godt stykke tid.

Det ændrer ikke på FC Københavns interesse, som altså har varet ved siden Solbakkens fyring. Sidste sommer forsøgte nordmanden og hans hold at undersøge muligheden for at hente Khocholava til klubben, men det blev pludselig umuligt, da forsvareren begyndte at spille fra start hos ukrainerne.

Foto: POOL
Vis mere

Siden da er den 28-årige forsvarer faldet i Shakhtar-hierarkiet igen, og derfor er han nu på vej til et skifte.

Det er dog ikke kun FC København, der er interesseret i den store georgier. Han tiltrækker sig også interesse fra andre klubber, og han forventes inden længe at træffe en beslutning om, hvor karrieren skal fortsætte.

For FC København er pladsen i midterforsvaret en af dem, der gerne skulle hentes en ny mand ind til inden alt for længe. Nicolai Boilesen er nemlig med landsholdet endnu og skal også have ferie, Mathias ‘Zanka’ Jørgensens lejeaftale er ophørt, og Victor Nelsson er ikke et urealistisk salg denne sommer.

Derfor ønsker københavnerne også at få en forstærkning ind på denne plads hurtigt.