FC København dominerede massivt, men nøjedes med at vinde 2-1 over FC Nordsjælland i Telia Parken.

I sidste sæson sluttede FC Nordsjælland lige foran FC København i Superligaen.

Det sker næppe igen i denne sæson. Både bedømt på sæsonen hidtil i almindelighed og på søndagens møde i Telia Parken i særdeleshed.

FC Københavns granvoksne og erfarne hold kørte FC Nordsjællands stortalenter ud af banen og vandt en alt for lille sejr på 2-1.

Robert Skov har netop bragt FCK foran 1-0. Superliga - FC København vs. FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018. Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix. (Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2018)
Robert Skov har netop bragt FCK foran 1-0. Superliga - FC København vs. FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018. Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix. (Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2018) Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Cifrene fortæller slet ikke historien om den klasseforskel, der reelt var i kampen, der blev overværet af 22.025 tilskuere. Heraf mange gratister, der forinden havde været til idrætsdagen CPH Playday i Fælledparken.

Med sejren topper FCK ligaen med 22 point for ti kampe, mens FCN er nummer otte med 12 point.

Kampen burde have været lukket, slukket og arkiveret efter første halvleg, men af en eller anden grund førte værterne kun 1-0 efter de første 45 minutter.

Målet faldt efter ti minutter, da FCK's Robert Skov ved et hjørnespark alt for uhindret fik lov til at heade bolden i mål.

Nicklas Strunck (19), FC Nordsjælland, Rasmus Falk (33), FC København og Jacob Christensen (22), FC Nordsjælland, under Superliga-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018.
Nicklas Strunck (19), FC Nordsjælland, Rasmus Falk (33), FC København og Jacob Christensen (22), FC Nordsjælland, under Superliga-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

FCK havde masser af chancer i første halvleg, blandt andet en afrettet afslutning af Nicolai Boilesen på stolpen.

Desuden sendte Peter Ankersen kort før pausen bolden lige forbi mål efter godt kombinationsspil med Viktor Fischer.

FCK-spillerne virkede meget opsatte på at få revanche for sidste uges matte indsats og 1-3-nederlag ude til FC Midtjylland i ligaen.

FCN-spillerne virkede omvendt kyste og tabte langt hovedparten af duellerne.

Superliga - FC København vs. FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018. Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix
Superliga - FC København vs. FC Nordsjælland i Telia Parken søndag den 23. september 2018. Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor var der noget bizart forfriskende ved at se 17-årige Jacob Steen Christensen stikke støvlen frem og stemple FCK-anfører Carlos Zeca i et forsøg på at erobre bolden.

Det gav fortjent teenageren et gult kort, men i den situation viste FCN-spilleren en smule af den vildskab, som det gæstende hold savnede i første halvleg.

Den blev symbolsk afsluttet med, at FCN-forsvareren Andreas Skovgaard snorksov ved en FCK-fremlægning, men Robert Skov sendte bolden forbi mål på endnu en stor chance.

Hvis FCN-spillerne i pausen havde fået troen på et godt resultat tilbage, så blev de prompte bragt tilbage til virkelighedens verden fra anden halvlegs begyndelse.

Efter blot 45 sekunder endte et FCK-indlæg hos Nicolaj Thomsen, der sendte bolden på stolpen.

Kampen havde efterhånden en sådan karakter, at det ville være røveri ved højlys dag, hvis FCN-spillerne fik point med hjem til Farum.

Og så, efter 50 minutter, fik gæsterne alligevel udlignet til 1-1. Efter godt opspil endte bolden hos den unge målmager Andreas Skov Olsen, der flot sendte bolden i mål i nærmeste målhjørne.

FCK-målmand Jesse Joronen så dog ikke alt for heldig ud i situationen.

Det var flot af FCN-holdet at komme tilbage i kampen, og gæsterne fik mere flow i spillet efter udligningen.

Ti minutter senere var god ro og orden imidlertid genoprettet i Parken.

Viktor Fischer udnyttede fint forarbejde af Robert Skov og Peter Ankersen og bragte FCK foran 2-1.

Kampen fortsatte med flere chancer til FCK, men det blev ved den smalle sejr. FCK har dermed tre point mere end FC Midtjylland i toppen af Superligaen.

/ritzau/

Følg opgøret i LIVE-bloggen her: