På grund af belastningen på tribunen frabeder FC København sig nu koordinerede hop fra sine mest inkarnerede fans.

Det skriver klubben lørdag på sin hjemmeside, inden førsteholdet søndag har besøg af Viborg FF i Superligaens sidste grundspilsrunde.

Det er en undersøgelse fra Rambøll, der danner baggrund for tiltaget. Den viser, at belastningen under en hjemmekamp mod AaB i slutningen af februar "i korte sekvenser overskred de normer, som blev anvendt ved Parkens etablering i 1990".

Klubben skriver, at der er ingen forøget sikkerhedsrisiko, men man vil være på den sikre side, indtil en ny undersøgelse foreligger. Det anbefaler Rambøll.

»Det er vigtigt at sige, at målingerne ikke i sig selv viser, at de hidtil undersøgte konstruktioner er overbelastet, men kravene til sikkerhed i henhold til bygningsreglementet kan på nuværende tidspunkt ikke eftervises.«

»Vi vil gerne vise rettidig omhu og følger naturligvis anbefalingen, indtil der er lavet nye beregninger for en stående tribune med koordinerede hop og om nødvendigt foretaget tiltag,« siger FCK-direktør, Jacob Lausen.

Han advarer fansene om, at det skal tages seriøst.

Ellers kan det få konsekvenser.

»Men selvom baggrunden er særdeles positiv, fordi det skyldes, at der er kommet mange flere fans, og at de er blevet meget bedre til at koordinere stemningen på Sektion 12, så er alle nødt til at tage denne anbefaling meget seriøst, indtil vi ved mere.«

»Sker det ikke, kan vi blive nødsaget til at skære markant i kapaciteten eller ændre tribunen til en siddende tribune.«

»Det vil være enormt ærgerligt for udviklingen i vores fanmiljø og for klubben. Det vigtige er, at man fortsat kan nyde fodboldkampene i Parken uden bekymringer, man kan synge og være en del af alle de jubelscener, som vores hold kan frembringe,« siger han.

FC København møder søndag Viborg i den sidste kamp i Superligaens grundspil.