FC København og Kamil Wilczek har valgt at ophæve samarbejdet.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. Det betyder, at den polske angriber frit kan finde en ny klub, også når transfervinduet er smækket i mandag aften.

»Kamil har optrådt særdeles professionelt i sin tid i FC København,« siger sportsdirektør Peter Christiansen og fortsætter:

»Han har bevist, at han fortsat er en spiller, der ved, hvor målet står, men udsigten til spilletid hos os er ikke ret god for ham længere, og derfor er vi stille og roligt blevet enige om at gå hver til sit.«

Kamil Wilczek skiftede til FCK i sommeren 2020 fra tyrkiske Götztepe S.K. Et skifte, der vakte opsigt, fordi angriberen også har en fortid i Brøndby IF. Han nåede at spille 46 kampe for FCK, som han lavede 14 mål for.

»Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at spille for FC København. Jeg har nydt min tid i klubben og er altid blevet behandlet godt der. Jeg ønsker alle i klubben alt det bedste,« siger 34-årige Wilczek i pressemeddelelsen.

Samarbejdet med FCK er ophævet med øjeblikkelig virkning, lyder det desuden.

Selvom der er mange timer til, at transfervinduet lukker i, har der allerede været godt gang i svingdøren hos FCK.

Tidligere mandag kom det frem, at Jonas Wind er solgt til Wolfsburg. Klubben har dog også kunnet fortælle, at man har hentet Mamoudou Karamoko og Akinkunmi Amoo.