FC København har prøvet det før. At de ikke er de bedste i Danmark. AaB, FC Midtjylland og FC Nordsjælland har alle detroniseret københavnerne, og det har uden tvivl gjort ondt. Men der er næppe meget, der gør mere ondt end at se ærkerivalerne fra Brøndby være bedre.

Brøndbys fans skreg 13 års Parken-frustrationer ud i tre kvarter efter deres 1-0-sejr over FCK, og imens kunne de hvidklædte fans i den anden ende bare stå og kigge på, at deres allerværste konkurrenter for anden gang i træk slog FC København.

»Det er hamrende frustrerende. Det er en dag, der betyder rigtig meget for rigtig, rigtig mange mennesker, og det betyder også rigtig, rigtig meget for os. Vi har glædet os til den her kamp, og vi havde håbet, at vi kunne kravle tættere på og ikke omvendt. Det er en forfærdelig dag,« siger Rasmus Falk.

Brøndby havde ikke vundet en Superliga-kamp på fjendens græs i 13 år, og man skulle ti år tilbage for at finde en sejr i Royal League. Hver gang de blågule fans har været på besøg, har de måttet gå mere mindre skuffede hjem.

Men ikke denne gang. De kunne juble over at være de store. De kunne juble over at være 11 point foran FC København. Og imens kunne FC Københavns fans mærke smerten ved, at det ikke ’bare’ er AaB, FC Nordsjælland eller FC Midtjylland, der er ved at stikke af. Det er dem, man allermindst ønsker det.

»Det er forfærdeligt. Siden jeg kom, er det stort set kun gået en vej. Det er opad. Nu rammer vi en periode, hvor tingene går imod os. Det er der, man må vise, hvad man er lavet af. Man må vise, at man vil det her og give det noget vilje og fight. Det synes jeg, at vi får gjort i dag. Men det var marginalerne, der kunne tippe,« siger Peter Ankersen.

FC København er efter nederlaget til Brøndby hele 11 point efter rivalerne. Og der er samtidig ti point op til FC Midtjylland. Derudover er tre af de seneste fem Superliga-kampe tabt for københavnerne, og det har i det hele taget været en svær sæson efter to gange The Double.

»Jeg har ikke prøvet den her situation før som FCK-spiller. Jeg er vant til at vinde, men nu er vi 11 point efter, og det er mange point. Men vi skal mødes flere gange, så vi er bare nødt til at kigge fremad,« siger FCK-målmand Robin Olsen.

FC København-herredømmet er med andre ord på retur netop nu. Det handler ikke kun om de 11 point op til Brøndby. Det h2andler også om de fire andre hold, der også skal overhales.

»Jeg vil ikke sige, mesterskabet er væk, men det er ekstremt vanskeligt at se ske. Det skal ikke være et tema for os nu. En ting er, at vi er langt efter Brøndby, men vi er også langt efter FC Midtjylland, FC Nordsjælland og måske Hobro. Så det kan vi ikke bruge tid og kræfter på,« siger Ståle Solbakken, der endnu ikke vil overgive magten i Superligaen.

»Spørg mig om et år, om det her var magten i dansk fodbold, der tippede. Men jeg tror det ikke. Efter jul har vi Nicolai Boilesen, Erik Johansson, Jan Gregus og Federico Santander tilbage. Uden, jeg har købt en eneste spiller. Så det er den kortsigtede tabloide indgang,« siger FCK-manageren.