Det er ikke noget, som FC København normalt gør. Men det gør Superliga-klubben nu. Afviser alt.

»Der er i dag historier i medierne om, at FCK skulle have forsøgt at købe den polske angriber Patryk Klimala,« begynder klubben på Twitter og fortsætter:

»Normalt kommenterer vi ikke på den slags, men i dette tilfælde har FCK ikke afgivet bud til hverken klub, spilleren eller hans agent.«

Den danske klub reagerer på udtalelser, som Patryk Klimala søndag er kommet med hos Daily Record. Her er den 21-årige angriber blevet interviewet, fordi han netop er skiftet til den skotske storklub Celtic. Han fortæller dog, at FCK også var inde i billedet.

»Det er sandt, at det var et tilbud fra København på bordet, men så snart Celtic kom med et tilbud, overvejede jeg ikke de andre klubber. Nu ser jeg frem til at spille mod København i Europa,« lyder det fra Patryk Klimala.

Det sidste del af udsagnet er en henvisning til, at de to hold skal møde hinanden i Europa Leagues 16-delsfinaler i februar.

Tidligere på ugen afviste FCK-manager Ståle Solbakken også, at han skulle have været ude efter den polske angriber.

»Vi bliver sat i forbindelse med og forhandler med nogen, som jeg knap har hørt om. Det er det sædvanlige. Vi er ikke i en position, hvor vi kan købe en dyr angriber. Nogen skriver, at vi bliver overbudt, men det er ikke en budrunde, som jeg har været en del af,« sagde Ståle Solbakken til Bold.dk.