Da det torsdag blev offentliggjort, at FC Københavns tekniske direktør, Johan Lange, og stjerne-angriberen Dame N'Doye begge var fortid i klubben, løb det koldt ned ad ryggen hos flere tilhængere af hovedstadsklubben.

Men det er der egentlig ikke grund til, hvis man spørger nogle af FCK's tidligere koryfæer, der kalder de to stop en naturlig udvikling.

»Når man har en mand, der er 35 år og har været igennem adskillige knæoperationer og ikke kan gå mere, så er det vel ikke unaturligt, at man ikke kan blive enige om en kontrakt, hvis manden fortsat vil have den samme løn,« siger tidligere sportsdirektør i FCK Niels-Christian Holmstrøm til B.T. om Dame N'Doyes stop.

Også hos tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard er der forståelse over for den senegalesiske angribers stop i FCK.

Tidligere sportsdirektør i FC København Niels-Christian Holmstrøm.
Tidligere sportsdirektør i FC København Niels-Christian Holmstrøm. Foto: Lars Helsinghof Bæk
Vis mere

»Det bliver da et savn, men jeg synes, det er den rigtige beslutning. Han har fået tilbudt en kontrakt, og den har han sagt nej til. Så må man videre derfra. Jeg ønsker ham alt held og lykke, og han har været en af de vigtigste spillere i FCK's historie, men alt har også en ende,« siger Flemming Østergaard.

Med hensyn til teknisk direktør Johan Langes skifte til Premier League-klubben Aston Villa ser Flemming Østergaard da heller ikke nødvendigvis, at det er skidt for FC København, der torsdag meddelte, at man foreløbigt har valgt at fordele direktørens opgaver internt i den nuværende sportslige stab.

»Lad mig gøre det klart, at jeg synes, Johan Lange er en yderst kompetent og dygtig fyr, som jeg selv har arbejdet med i flere år. Men han er jo ikke uundværlig, det er der jo ingen, der er,« siger Flemming Østergaard og tilføjer:

»Nu vil tiden vise, om der er dygtige medarbejdere i FCK, som man kan fordele arbejdet på, eller om der er noget udefra, der dukker op. Men forhåbentligt er skiftet da positivt. Der sker jo ikke noget ved nye mennesker eller nye ting. Og det vælter vel hverken klubben på den ene eller anden måde, at Johan holder op.«

Tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard.
Tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Den tidligere bestyrelsesformand i selskabet bag FC København fortæller, at såfremt han var i FCK-manager Ståle Solbakkens sæde, så ville han kigge internt i klubben efter medarbejdere til at afløse Johan Lange på længere sigt.

»Når man mister en medarbejder på den ene eller anden måde, så er det første, man gør, da at kigge internt, om man har medarbejdere, der kan udfylde pladsen, eller om man kan omfordele de arbejdsopgaver, der er, blandt den eksisterende stab. Og både Ståle og ledelsen er dygtige nok til at finde frem til medarbejdere eller en omorganisering, så der ser jeg overhovedet ikke noget problem,« siger Flemming Østergaard.

Spørger man Niels-Christian Holmstrøm, vil de to stop fra Dame N'Doye og Johan Lange heller ikke få betydning for, om FCK vil være konkurrencedygtige i næste Superliga-sæson.

»Med mine mange års erfaring i FC København vil jeg sige, at FCK altid vil være konkurrencedygtige. Men kirkegården er fuld af uundværlige folk,« siger Holmstrøm og uddyber:

Dame N'Doye tiljubles efter sin scoring til 2-1 i sin sidste kamp for FC København mod FC Nordsjælland 26. juli 2020.
Dame N'Doye tiljubles efter sin scoring til 2-1 i sin sidste kamp for FC København mod FC Nordsjælland 26. juli 2020. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Det skal forstås sådan, at FCK ikke er afhængig af en enkelt spiller, træner eller leder. At folk skifter job, er jo sket kontinuerligt år efter år. Spillere, ledere og trænere kommer og går, og klubben består. Sådan er det.«

Dame N'Doye stopper i FCK efter 217 kampe og 118 mål for klubben. Johan Lange skifter med øjeblikkelig virkning til en rolle som sportsdirektør i Aston Villa efter seks år som teknisk direktør i FCK.