FCK-kometen Robert Skov har gang i en forrygende sæson, hvor alt, hvad han rører ved, stryger i mål. Det har sendt udenlands-interessen for ham og hans pris på raketfart.

»Jeg tænker, at en pris i hvert fald skal være på den gode side af 50 millioner kroner. Faktisk er det ikke urealistisk, at hans pris kan nærme sig de 100 millioner kroner.«

Sådan lyder det fra fodboldagent Mikkel Beckmann om Skov, som senest blev den helt store helt, da han med klubkarrierens første hattrick sænkede AC Horsens i FCK's 6-1-sejr. Dermed er han med 13 mål topscorer i Superligaen, hvilket er ganske usædvanligt for en 22-årig midtbanespiller.

»En kantspiller, der laver så mange mål og assists, med et frispark af en anden verden, er der ikke super mange af. Det er i høj kurs hos mange klubber,« siger Mikkel Beckmann, som altså mener, at det er inden for rækkevidde, at Skov smadrer Superliga-transferrekorden på 95 millioner kroner.

Robert Skov har scoret sit andet mål til 3-0 i superligakampen mellem Hobro IK og FC København i juli. Vis mere

»Er der flere klubber, der begynder en budkrig, så kan det hurtigt løbe op, og FCK ved godt, hvad de skal tage for deres spillere. Får han landskampe på cv'et, særligt nu, hvor Danmark har succes og er højt på verdensranglisten, så vil hans markedspris stige,« siger Mikkel Beckmann.

Skovs store gennembrud i FC København har da også fået udenlandske klubbers øjne op for silkeborgenseren. Det siger Keld Bordinggaard, som i aftes var i Fodbold FM, Radio24syvs podcast om fodbold:

»Jeg bliver spurgt til Robert Skov, når jeg rejser rundt. Og det er beslutningstagere i klubber i de bedste ligaer, som spørger meget detaljeret til ham og kender ham rigtig godt. De kan faktisk give samme beskrivelse af ham som os, der har kendt ham i mange år. Han er gennemanalyseret på de hylder,« siger den tidligere U21-landstræner for Danmark.

Står det til FCK-træner Ståle Solbakken, så kan alle bejlerne i udlandet godt pakke de bugnende pengepunge sammen og glemme alt om at byde på hans guldfugl i det kommende transfervindue. Skov skal blive i københavnerklubben og udvikle sig yderligere.

»Hvis han ikke gør det, er der noget galt med både mig og ham,« sagde Ståle Solbakken til B.T Sport i slutningen af oktober og uddybede, hvorfor Robert Skov skal vente med at skifte:

»Det er dumt af ham, hvis han gør noget nu. Han kan jo bygge på her, og det skal han gøre, før han tager det rigtige skridt og ikke skifter til en lorteklub. Han skal til en klub, der er stor, og der er det bedre at gøre, som han gjorde efter Silkeborg. Vente til, at du er nogenlunde god, og så tage et mellem-skridt som FC København. Så kan du tage til en rigtig god klub i en rigtig god liga i stedet for at gå igennem en lorteklub, hvor du skal stå på egen banehalvdel.«

Keld Bordinggaard siger, at han er enig i den plan, som Solbakken har for Robert Skov.

»Jeg ser en spiller, som blomstrer og viser nye sider af sig selv som fodboldspiller, men jeg aner også et smil på læben, når han spiller. Så han trives rigtig godt, hvor han er. Jeg tror, at Ståle har læst ham rigtigt, og synes, at han skal blive, hvor han er lige nu.«

Robert Skov lavede hattrick i weekenden. Vis mere

Ole Bjur, som er talent-projektleder i Divisionsforeningen, er begejstret for Robert Skovs udvikling, som er sket gradvist i danske klubber, og som han venter fortsætter i en god klub i udlandet - når tiden er til det.

»Jeg kan godt lide hele Robert Skovs historie. Et dansk talent, som kommer op på Silkeborgs førstehold - og ikke bliver solgt som 17-årig. Derfra udvikler han sig i Superligaen og tager til en større dansk klub. Og derfra skal han sælges til udlandet til en forventeligt rigtig god pris - til gavn for ham selv og for FCK. Der vil han komme ned til en klub, hvor han vil få en central rolle og masser af spilletid,« siger Ole Bjur, som peger på Bundesligaen som et oplagt sted for Skov at fortsætte karrieren.

Erik Larsen, som har været scout for Michael Laudrup i klubber som Mallorca, Getafe og Swansea, mener også, at Robert Skov er et oplagt salgsemne, men at han endnu har en del at bygge på, før han er klar til det store spring til en stor liga i Europa.

»Han mangler stadig at vise sig frem i de internationale kampe. I de kampe har han ikke fået mange plusser af de store klubbers scouts. Og jeg tror ikke, han ville kunne klare sig i Spanien, England og Tyskland lige nu. Det ville være bedre for ham, hvis han blev et år mere i FCK, hvor han lærer at vinde hver gang,« siger Erik Larsen.

Se også