FC København missede mandag en chance for at tage et stort skridt tilbage i guldkampen, da mandskabet spillede 2-2 mod FC Nordsjælland.

Der resterer kun tre runder, og førerholdet FC Midtjylland og Brøndby på andenpladsen har henholdsvis syv og seks point ned til FC København, der skal møde begge mandskaber i de næste to runder.

Københavnerne kan dermed få afgørende betydning for, hvor guldet skal lande, men FCK-træner Jess Thorup slår fast, at hans hold kun skal kigge på sig selv og ikke de andre.

»Vi er godt klar over, at vi bliver afgørende. Det bliver vi på den måde, at vi skal kun kigge på os selv og det, vi er i gang med. Der er tre kampe tilbage, og vi skal se på, om vi ikke kan få ni point. Vi holder ikke med nogen andre hold end os selv, så for os handler det om at tage point og ikke, hvad der sker rundt omkring os,« siger Jess Thorup.

Er du fuldstændig ligeglad med, om det er Brøndby eller Midtjylland, der tager mesterskabet?

»Det vil jeg ikke kommentere,« lyder det fra Thorup, hvis mandskab altså selv missede muligheden for at lukke noget af det store hul til førstepladsen.

»Alle sad og sagde, at hvis vi får en sejr, hvad betyder det så for de sidste tre kampe, der er tilbage. Man skal ikke være et matematisk geni for at se, at det hele bliver svært, når vi kun får et point i dag. På den anden side bliver vi en afgørende faktor i de sidste kampe. Vi har et mål, og det er at se, om vi ikke kan få ni point, og så må vi se, hvad det ender ud med,« siger han og tilføjer om kampen mod Nordsjælland:

»Jeg synes, vi spiller en rigtig, rigtig fin kamp. Jeg synes, at vi spiller en modig kamp i forhold til at presse modstanderne højt. Jeg synes, at vi skaber de chancer, der skal til for at vinde sådan en kamp, og stadig er vi bagud to gange, men bevarer troen på, at vi kan komme tilbage i kampen. Vi skaber rigtig meget i anden halvleg. I første halvleg glemmer vi lidt at skabe chancer og spiller den meget rundt ved feltet, det punkede jeg dem lidt for i pausen, og jeg synes, de går ud og viser det rigtige i anden halvleg. Jeg kan ikke sætte en finger på vores kamp,« forklarer Jess Thorup.

Han kunne se kunne et FCK-hold have sit hyr med især Kamaldeen Sulemana.

»Vi vidste, at de havde noget fart oppe foran, og man kan ikke undgå, at de får nogle chancer, når vi spiller så offensivt. Det er ærgerligt, at vi ikke bliver belønnet for det. Vi får et point, og det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med,« slutter Jess Thorup.

En mand, der tidligere har vundet guld med FC Midtjylland og nu kan få en vigtig rolle i, om hans gamle klub skal tage mesterskabet, eller om hadeklubben nummer et, Brøndby, skal løbe med det hele.