Federico Santander nyder sin succes hos FC København i øjeblikket. Og det samme gør Ståle Solbakken og FCK.

Den paraguayanske angriber har vist sig som et godt køb, der nu også har fået mål på samvittigheden. Og imens Santander finder nettene i Danmark, er FCK på jagt efter nye spillere i Sydamerika. Chefscout Lars Højer er på en af sine mange ture til Sydamerika, hvor han holder øje med markedet for FCK.

Højer har blandt andet set argentinske kampe som Boca Juniors mod Union de Santa Fe samt Estudiantes mod Gimnasia La Plata og Copa Libertadores med brasilianske Corinthians mod paraguayanske Cerro Porteno.

Københavnerne har været aktive i Sydamerika i flere år, og den første frugt af det arbejde blev plukket i begyndelsen af 2014, da Franco Mussis blev præsenteret et halvt år før sin ankomst. Det blev ikke en succes, men 24-årige Federico Santander har bevist, at der kan integreres spillere fra Sydamerika i FCK. Derfor kigger man videre i det kontinent, fortæller teknisk direktør Johan Lange.

I er i Sydamerika lige nu. Kigger I på specifikke spillere eller holder I jer orienterede?

»Vi holder os bare orienterede,« siger Johan Lange.

Er det vigtigere at se spillere i Sydamerika flere gange live end i eksempelvis Skandinavien?

»Vi har selvfølgelig et større kendskab til en spiller gennem mange år fra den danske liga. Men ligegyldigt hvilken spiller vi henter ind til klubben, skal vi se den pågældende spiller et passende antal gange live, før vi henter ham. Enten Ståle eller jeg skal have set spilleren live inden en eventuel kontrakt.«

Gælder det også i Sydamerika? Vil enten dig eller Ståle skulle se ham, før der bliver handlet?

»Ja. Jeg var i Paraguay en lille uges tid, inden vi hentede Federico Santander.«

Når I handler i Sydamerika, er der så positioner på banen, I hellere vil købe til? For eksempel offensive spillere?

»Nej, så sort/hvidt kan du ikke sige det. Hvis vi tager Mellemamerika med i ligningen, har vi over de seneste fem år haft backs fra Costa Rica og midtbanespillere og angribere fra Syd- og Mellemamerika. Det kan man ikke lægge sig fast på.«

Hjælper det på villigheden til at hente fra Sydamerika, at Federico Santander lige nu viser sin styrke?

»Hvis du henter spillere fra et kontinent, og de hver eneste gang ikke bliver en succes, ville det nok give baggrund for en evaluering. Hvis man får spillere fra et land eller kontinent, som man rammer plet med flere gange, vil man naturligvis også holde sig ekstra orienteret i det land eller kontinent.«

Kommer der en sydamerikaner til FCK til sommer?

»Det er alt for tidligt at sige noget om det nu.«