Det er ikke held, der forfølger FC Københavns Nicolai Boilesen.
For da han tirsdag var på banen i FCKs reservekamp mod FC Midtjylland for at tage nye skridt mod et comeback, ja, så gik der godt 20 minutter, før forsvarsprofilen mærkede noget, der fik ham til at sige stop og forlade banen.
B.T. fangede Boilesen til en kort kommentar, da han forlod FCKs træningsanlæg, og her lød det, at han havde mærket lidt i muskulaturen omkring det venstre knæ, han beskadigede i sidste sæson - uden dog at føle sig ramt af en ny skade.
Alligevel skal han tjekkes onsdag for at se, om comebacket må udskydes nok engang - og det er noget, der irriterer cheftræner Jacob Neestrup.
»Det er altid irriterende, når de spillere, vi prøver at få tilbage, de går ud. Det er ærgerligt, men nu må vi se i morgen eller torsdag, hvad status er,« siger Neestrup, som tilføjer:
»Jeg ved ikke, hvad der skete. Det var ikke planlagt, at han skulle ud, så det må vi ind og se på. Vi havde gerne set, at han havde spillet længere tid.«
Boilesen har ikke spillet, siden han måtte forlade banen skadet mod Silkeborg IF i slutningen af august - og nu holder FCKerne igen vejret omkring den venstrebenede forsvarer.
Umiddelbart er der dog lysning på skadesfronten i FCK.
For i tirsdagens kamp startede Boilesen ved siden af Davit Khocholava, som spillede sine første 40 minutter i et halvt år efter en slem knæskade.
Og georgieren håber selv at være klar til comeback allerede på lørdag mod Vejle.
Cheftræneren er dog lidt mere varsom med at love et comeback.
»Vi må se, hvordan han reagerer de næste dage. Det er jo sådan, det lidt er med spillere, der har brugt så lang tid på at komme tilbage. Man får først de gode eller mindre gode svar et par dage efter, men vi krydser selvfølgelig fingre for, at han er klar,« siger Neestrup.
FCK vandt tirsdagens testkamp mod FC Midtjylland med 3-2 - begge trupper var påvirket af de mange spillere, der er afsted med deres respektive landshold.