Jess Thorup må stille sig i arbejdsløshedskøen alene.

For mens FCK-fansenes tirsdag fik svar på deres ‘Thorup Raus’-tilråb, kan den ligeledes kritiserede sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen sidde roligt i sit sæde.

Det slår Allan Agerholm, bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, fast overfor B.T. kort før præsentationen af Jacob Neestrup som ny cheftræner.

Har du fuld tillid til PC?

»Ja da«

Jess Thorup i sin sidste kamp for FC København.
Jess Thorup i sin sidste kamp for FC København. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor kommer den tillid fra?

»Den kommer fra, at vi har et løbende og godt samarbejde og på baggrund af de beslutninger, der er blevet truffet.«

Har PC gjort Thorups arbejde let?

»Hvis du mener, det er forkert at signe Denis Vavro, Kamil Grabara, Davit Khocholava og Andreas Cornelius – for bare at nævne nogle – så er det useriøst.«

Fans og eksperter har langet kraftigt ud efter FCK’s hundedyre indkøb, som – fraregnet ovenstående – har haft svært ved at levere.

Men selv om Allan Agerholm afviser at tale om FCK's sportslige del, tager han sig alligevel tid til at forsvare Peter 'PC' Christiansens fejlindkøb som Akinkunmi Amoo, Mamoudou Karamoko, Luther Singh og Khouma Babacar.

»Det, vi laver, er ikke en eksakt videnskab. Vi har med mennesker at gøre. Der foregår et voldsomt detaljeret forarbejde. Man køber en spiller, men får et menneske,« siger han og fortsætter:

»Det er sådan med mennesker, at de ikke altid gør det, men havde forventet, på det tidspunkt man regner med. Det er man nødt til at forstå.«

FCKs sportsdirektør, Peter 'PC' Christiansen.
FCKs sportsdirektør, Peter 'PC' Christiansen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Allan Agerholm har svært ved at forstå FCK-fansenes voldsomme kritik på sociale medier.

»Det bliver voldsomt skingert, når man er fan og kan skrive alt på Facebook og Twitter.«

Jacob Neestrup bliver den tredje FCK-træner på bare to år, men Allan Agerholm føler, at de 14-foldige danske mestre står langt bedre nu, end da Ståle Solbakken blev fyret i efteråret 2020.

»I allerhøjeste grad. Vi er et helt andet sted. Vi har en meget bedre sammenhængende trup. Vi har en sundere økonomi. Vi har lige vundet det danske mesterskab, og vi er i gruppespillet i Champions League.«

»Det var vi vist ikke dengang. Og det skylder vi også Jess Thorup en tak for. Det er mig magtpåliggende at sige. Alt er ikke galt. Manden har gjort et fantastisk stykke arbejde.«

Jess Thorup har fået sparket to dage efter FC København tabte sæsonens sjette Superliga-kamp mod de vanlige toprivaler fra FC Midtjylland.

Hvornår har du truffet beslutningen om at fyre Thorup?

»Når man har ansvaret for at lede en forretning, så skal man holde det store overblik. Bruge det lange lys. Det er min opgave. Det er ikke, fordi jeg har evalueret efter kampen i søndags.«

FØLG PRESSEMØDET I FCK DIREKTE HER