FC København står søndag aften med et point i forårets to første kampe.

Søndag var det Silkeborg, der formåede at få uafgjort 1-1 hjemme mod københavnerne efter endda at have været foran ved pausen.

Silkeborg-scoringen kom efter en dødbold, FCK ikke fik afværget i første omgang, og efterfølgende kunne Silkeborg få returbolden lagt ind til en scoring.

Også i forrige runde indkasserede FC København på en dødbold, da Esbjergs Rodolph Austin sikrede en 1-0-sejr, og det er FCKs Jens Stage ganske træt af.

»Igen står vi her og er lidt for dårlige til at forsvare på dødbolde, og det irriteret mig synderligt. Det irriterer mig. I dag er vi ikke verdensklasse, men heller ikke en skandale. Vi får lagt det tryk, vi skal. Vi sidder fint på det i anden halvleg, men efter scoringen er det som om, vi ikke helt følger op,« siger Jens Stage til Canal 9 efter kampen.

Samme irritation står Andreas Bjelland med.

»Så gør vi det svært for os selv. Det er svært mod et hold, der står med alle mand bag bolden. Vi har en kort, dårlig periode i anden halvleg, men ellers siddet vi tungt på det og har gode chancer.«

»Man kan også sige, keeperen har en god dag dernede. Vi synes, vi spillede okay, men vi ville gerne have haft tre point,« siger Andreas Bjelland til Canal 9. FC København er nu ni point efter FC Midtjylland på førstepladsen.