Endnu en kedelig voldssag har ramt fanscenen i dansk fodbold.

Søndag aften var der voldelige sammenstød mellem Brøndby- og FC København-fans på en rasteplads på Fyn, efter de to hold havde spillet superligakampe i henholdsvis Viborg og Herning.

Det bekræftede Fyns Politi overfor B.T. uden at kunne fortælle de nærmere omstændigheder for den voldsomme episode.

FCK-kommunikationchef Jes Mortensen skrev i en SMS til B.T., at flere tilfældige busser med FCK-fans blev overfaldet, og nu melder FCK's fanklub så ud med sin version af sagen.

»Som beskrevet flere steder er vores busser her til aften blevet angrebet af maskerede Brøndby-fans. Angrebet skete, da vores busser var på rastepladsen ved Rønninge, fordi man forsøgte at afværge en mulig konfrontation i køen, der opstod på grund af Storebæltsbroens midlertidige lukning,« indleder FCK's fanklub i et opslag på Facebook.

Ifølge FCK's fanklub havde busser med FCK-fans passeret en række Brøndby-busser på vej hjem fra Jylland.

I et forsøg på at få Brøndby-busserne på afstand inden køen ved Storebælt, kørte man altså ind på rastepladsen på Fyn - og politiet var med.

»Politiet spærrede indkørslen til rastepladsen med to patruljevogne. Af uforklarlige årsager fik en enkelt Brøndby-bus tvunget sig adgang gennem afspærringen og kunne derefter angribe busserne med FCK-fans.«

»Heldigvis kom ingen til skade under angrebet, og situationen kom relativt hurtigt under kontrol,« skriver fanklubben og udtrykker stor ærgrelse over sammenstødet.

B.T. var søndag i kontakt med vagtchefen hos Fyns Politi, der fortalte.

»Vi har været til stede derude, hvor et antal fans af FCK og Brøndby var kommet op at toppes. Slagsmålet varede i få minutter, inden de smuttede videre i deres busser. Vi satte efter dem for at få fat i nogle af dem, men indtil videre har vi ingen meldinger om hverken tilskadekomne eller anholdelser.«

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi mandag morgen - hos Midt og Vestsjællands Politi oplyser vagtchefen, at man eskorterede busserne igennem politikredsen på den anden side af Storebælt uden yderligere episoder.

B.T. afventer kommentar fra Brøndby.