Europæiske millioner er strømmet ind hos FC København.

FC Københavns europæiske eventyr sluttede i går, da det spanske storhold Atletico Madrid bankede dem ud af turneringen med det samlede resultat 1-5 over to kampe.

Men deltagelsen i de europæiske turneringer har stadig været en succes - i hvert fald økonomisk.

Klubben har i denne sæson høstet 39 millioner danske kroner for deltagelsen i først Champions League-kvalifikationen og senere Europa League.

Det viser beregninger, som TV 2 Sport har foretaget på baggrund af UEFA’s egne tal.

FC København-spilleren Michael Lüftner har bragt FCK foran 2-0 i Europa League kampen mellem FC København og FC Sheriff i Telia Parken.
FC København-spilleren Michael Lüftner har bragt FCK foran 2-0 i Europa League kampen mellem FC København og FC Sheriff i Telia Parken. Foto: GONZALES PHOTO SAMY KHABTHANI
Vis mere

Størstedelen af præmiesummen er hentet hjem i den næstbedste europæiske turnering, Europa League.

Her gik løverne videre fra gruppespillet som to’er, inden Atletico Madrid satte en kæp i hjulet og stoppede tilstrømningen af penge ved 33 millioner kroner.

De sidste seks millioner blev hentet tidligt i sæson, da FC København forsøgte at kvalificere sig til den prestigefyldte europæiske turnering Champions League.

Her gik løverne videre fra de to første kvalifikationsrunder, inden aserbajdsjanske Qarabag sendte det danske hold ud i playoff-runden.

Der er 117 millioner kroner at hente, hvis et hold vinder alle kampe i Europa League-turneringen.