Singlefest og all inclusive.

Nej, du er ikke på vej til Gran Canaria med din nye stråhat. Det er bare et par af FC København-storaktionær Lars Seier-Christensens idéer til, hvordan den københavnske storklub kan tjene lidt flere penge i fremtiden.

For Saxo Bank-milliardæren tænker skævt og anderledes om sin nye investering i selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment. Og publikum-oplevelsen er en af de ting, han har sat sit sigte på.

»Det her har jeg godt nok ikke drøftet med de andre endnu, men Tinder har nogle store sponsorater af sport i USA, hvor de så har en hel tribune for singler, og så kommer man ind via appen,« siger Lars Seier-Christensen til Berlingske og fortsætter.

Lars Seier Christensen Old Irish Pub på Frederiksberg.
Lars Seier Christensen Old Irish Pub på Frederiksberg. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Prøv og forestille dig, at du har 3.000 singler, der både ser fodbold, hygger sig og møder nogle nye mennesker. Sådan nogle ting kunne være ret sjove at arbejde med.«

Og det er ikke den eneste sjove ting, rigmanden har i tankerne. For han har også andre idéer til, hvordan man kan lokke folk til stadion. Det kunne blandt andet være en tribune, hvor man køber sig ind til en all inclusive-oplevelse.

»Og så kan man drikke alle de bajere, man har lyst til og spise alle de popcorn, man vil. Der er mange ting, man kan arbejde med, og hvis vi kan løfte hele oplevelsen, så hjælper det jo også på sponsoraterne. Det er mange bække små,« siger storaktionæren og understreger, at ideerne står for egen regning. De skal forelægges og besluttes af bestyrelsen og direktionen, hvis de skal føres ud i livet, siger Lars Seier-Christensen.

Om de skæve idéer også bliver til realitet, vil tiden vise. Det kræver, at bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment er med på eksperimenterne.