Der gik et gys gennem de fleste, da FC Københavns anfører, Carlos Zeca, søndag aften blev båret fra banen efter et solouheld mod Viborg.

Og nu er dommen så landet.

Den græske midtbanespiller har pådraget sig en korsbåndsskade og er derfor ude i en længere periode. Det oplyser Superliga-klubben på deres hjemmeside.

»Vores anfører, Carlos Zeca, forlod banen med store smerter, da vi søndag mødte Viborg i Parken. Desværre viste undersøgelserne af Zeca, at han har pådraget sig en korsbåndsskade og derfor er ude i en længere periode.«

Skaden betyder også, at FCK-stjernen skal på operationsbordet.

»For Zecas vedkommende er det som bekendt en alvorlig skade, som kræver både en operation og et længere genoptræningsforløb. Derfor er det lige nu for tidligt at sætte tidsramme på hans retur til fodbold,« siger cheflæge Morten Boesen.

Carlos Zeca har efterfølgende selv oplyst på sin Instagram, at han er ude resten af sæsonen.

'Jeg vil gerne takke for alle de beskeder, jeg fik i går. Desværre er det værst tænkelige sket, og jeg kommer til at misse resten af sæsonen,' skriver han i en story.

Carlos Zeca blev båret fra banen efter sit solouheld i Parken.
Carlos Zeca blev båret fra banen efter sit solouheld i Parken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og der er mere dårligt nyt for hovedstadsklubben, der søndag spillede 1-1 mod Viborg efter et selvmål i sidste sekund.

Rasmus Falk har således kæmpet med en muskelskade i baglåret den seneste tid, og her går man nu et skridt tilbage. Det betyder mindst en måned mere på sidelinjen, oplyser klubben.

»Rasmus Falk har gennem en periode kæmpet med en genstridig muskelskade i baglåret, og da progressionen i genoptræningen ikke er forløbet som ønsket, forventes han ukampdygtig i yderligere fire-seks uger.«

Skaderne ærgrer naturligvis cheftræner Jess Thorup, der nu må undvære to af sine absolut største profiler den kommende tid.

»Det er først og fremmest hårdt for de to spillere, der nu bliver holdt fra at være den afgørende del af holdet, de normalt er. Vi tænker alle på dem og vil hjælpe dem så hurtigt tilbage som muligt. De er begge mentalt meget stærke personer, så jeg er helt sikker på, at de kommer godt igennem det,« siger han til hjemmesiden.

»Som hold er det indlysende, at det er et stort tab for os at miste to af Superligaens allerbedste spillere i lang tid, så det kommer til at stille krav til resten af truppen, hvor vi forventer at se andre spillere steppe op og løfte en større del af ansvaret på banen og i hverdagen.«

FC København er efter 11 spillerunder nummer to i Superligaen – tre point efter FC Midtjylland.