Det kan næppe undgås, at corona-krisen kommer til at ramme dansk fodbold på økonomien.

I Parken Sport & Entertainment meldte man tidligt i pandemien ud, at man suspenderede forventningerne for de økonomiske resultater i 2020. Men man ønsker trods krisen stadig at bevare investeringen i fodboldholdet i FC København, fortæller formanden.

Har du taget penge fra Ståle Solbakkens spillerbudget?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg har sagt, at vi ikke på nuværende tidspunkt ser grundlag for nogle strategiske ændringer i vores indsatser overhovedet,« indleder Bo Rygaard og siger også:

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vi har gode partnere i form af vores bankforbindelser og vores ejere, så jeg føler, at vi står fornuftigt.«

Når Bo Rygaard på den måde giver en lille garanti om, at FC København fortsætter i samme forfatning efter corona-krisen, som de stod i inden, er det dog også med det forbehold, at ingen kender omfanget af krisen endnu.

»Jeg tror aldrig, at verden har stået i en så usikker situation som her. Jeg kan huske finanskrisen, men det her er, hvor man lukker butikker fra en dag til den anden. Det er helt usædvanligt.«

»Men nej, som udgangspunkt har vi ikke nogle strategisk ændrede planer. Vi håber bare, at vi snart kommer i gang igen på forsvarlig vis.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Er I kommet det nærmere, hvad corona-krisen får af konsekvenser for jer i Parken?

»Nej, jeg synes, at det er rigtig svært. Jeg deltager selv i alle mulige politiske sammenhænge - også sammen med erhvervsorganisationer, hvor vi prøver at sætte lidt præg på genåbningen. Det foregår blandt andet sammen med Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv.«

»Indtil videre ved vi ikke noget, men jeg kan sige, at vi professionelle aktører - Parken, Lalandia, Tivoli og så videre - kan noget særligt, fordi vi lever af at give folk en professionel underholdningsoplevelse.

Bo Rygaard og Parken Sport & Entertainment ved endnu ikke med sikkerhed, hvornår Superligaen starter igen. Men det er planen fra Divisionsforeningen, at det skal ske i slutningen af maj.

Lars Seier og Bo Rygaard.
Lars Seier og Bo Rygaard. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Og når der på et tidspunkt gives grønt lys til professionel fodbold igen, vil FC København i hvert fald være klar til at håndtere det, mener Bo Rygaard.

»Vi taler til, at politikerne og alle beslutningstagerne kan kigge på, at vi er nogen, der kan kontrollere det her sundhedsmæssigt rigtig fint. Sundhed går forud for alt, men når det er sagt, kan vi håndtere det.«

»Det arbejder vi med nu, så når vi kommer et par uger frem, bliver vi forhåbentlig klar på de ting,« siger Parken-formanden.

Parken Sport & Entertainment valgt i sidste uge at skifte ud i toppen, da Lars Bo Jeppesen blev ansat som direktør og overtog fra Katja Moesgaard.