FCK-direktør Anders Hørsholt afviser Brøndby-boss Aldo Petersens påstand om, at klubberne havde en fælles aftale om at gå solo på tv-markedet.

Opgøret mellem ærkerivalerne Brøndby og FC København er rykket ind i direktionsgangene.

Bestyrelsesformand i Brøndby IF, Aldo Petersen, rettede onsdag hård kritik mod sin kollega i FC København, som han hævder i efteråret var enig om at gå med Brøndby uden om en fælles tv-aftale i Superligaen for pludselig at vende på en tallerken. Beskyldninger, som i Ekstra Bladet blev præsenteret med billeder af sms-udvekslinger mellem FCK-direktør Anders Hørsholt og Aldo Petersen.

Sådan en aftale kan FCK-bossen dog langt fra genkende.

- Der har aldrig været en endelig aftale om noget. Men jeg vil gerne slå fast, at det, Aldo ellers siger, ikke er forkert, og derfor er der ikke noget drama i det fra min side. Vi havde to møder, vi diskuterede hvilke fælles interesser, der kunne være, og vi fik sågar vores mediefolk til at mødes kort for at se, hvordan den slags evt. kunne komme til at se ud. Og efter at have set på det, var jeg og vi af den overbevisning, at det ikke var den rette tone at slå an og den rigtige vej at gå for os. Det meddelte vi Brøndby og Aldo allerede tilbage i efteråret, som vi har sagt før, lyder modsvaret fra Anders Hørsholt.

- Men jeg kan måske godt forstå, at Brøndby nu ønsker at sætte den scene, fordi de står i en meget dårlig situation, fortsætter han om Brøndbys beskyldning om et løftebrud.

Anders Hørsholt lægger altså ikke skjul på, at han afholdte flere møder med Aldo Petersen, blandt andet i dennes vinkælder, men derfra og til en aftale er der langt, forklarer han.

- Vi har talt om de her ting og haft mange sjove tanker oppe og vende. Jeg snakker jo gerne med vores medrejsende sponsorer på vores europæiske ture. Vi mødtes så en gang mere, efter vi kom hjem, og så meldte vi som sagt relativt hurtigt tilbage, siger Anders Hørsholt, der, fortæller han, siden brugte tiden indtil fordelingsmødet i midten af februar på at afsøge mulighederne. Et hjemmearbejde, som han antyder ikke har været helt så gennemført på Vestegnen.

- Vi mener, at alle Superliga-klubber havde en eksamensdag til fordelingsmødet, hvor vi skulle få enderne til at mødes i fællesskabet. Og en eksamen er som regel en fest for de velforberedte, lyder stikpillen til Brøndby, der nu kan se alle de øvrige 11 Superliga-klubber deles om tv-lagkagen.

Så du mener, at Brøndby ikke var så godt forberedt?

- Det siger jeg ikke. Jeg konstaterer bare, at de som den eneste klub i selskabet ikke rigtigt virkede til at kunne indgå i nogen former for forhandlinger eller kompromissøgende dialog med andre. Og det er sådan set også underordnet. Vi følte os i hvert fald meget velforberedt, og resten er historie, siger Anders Hørsholt.

Han har ikke meget til overs for den retorik, der kommer fra Aldo Petersen, som senest har kaldt Anders Hørsholt hyklerisk for at veksle positive tilkendegivelser om at gå uden for en fælles tv-aftale til en kritik af Brøndbys enegang. Brøndby ligger, som de har redt, lyder budskabet.

- Jeg kan godt forstå, at Brøndby og Aldo er skuffede over, at det ikke var en vej, vi ville gå med dem, hvis de havde satset på det. Men han har haft alle muligheder for at indgå en aftale med klubberne, ligesom vi har. Og i og med, vi sagde fra tilbage i efteråret, har han også haft god tid til at søge andre muligheder og møde velforberedt op, siger Anders Hørsholt.