Der hersker iskold luft mellem to gamle venner på Superligaens ledelsesgange.

Og denne gang er det mellem to af ligaens største klubbosser, hvor venskabet lyder til at have udviklet sig i den helt forkerte retning.

For efter sportschef Peter 'PC' Christiansens skifte fra AGF til FCK i slutningen af november, som dog først trådte i kraft 1. april, har han ikke snakket med sin tidligere chef Jacob Nielsen, der direktør i Aarhus-klubben.

Det afslørede han i TV3 Sports fodboldprogram 'Offside', da han fik spørgsmålet om, hvorvidt de to tidligere kollegaer var på talefod.

AGF's direktør, Jacob Nielsen (tv.) og klubben tidligere sportschef, Peter Christiansen (th.).
AGF's direktør, Jacob Nielsen (tv.) og klubben tidligere sportschef, Peter Christiansen (th.). Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det tror jeg, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke snakket med Jacob siden skiftet til FC København,« lød det fra 'PC'.

Sidste gang, de to Superliga-bosser talte sammen, var da 'PC' ryddede sit skrivebord og lavede en form for overlevering.

Adspurgt, hvorvidt AGF-direktøren stadig er sur på sin tidligere sportschef, må Peter Christiansen ligeledes melde 'pas' til det spørgsmål.

»Jeg er dog ikke sur på ham,« lyder det videre i programmet.

Jacob Nielsen har tidligere sat ord på chokskiftet, da han i efteråret forklarede, hvor vred han var over 'PC's beslutning.

»Jeg er i mine følelsers vold lige nu, og selvfølgelig er jeg skuffet,« fortalte han dengang.