Under FCK's kamp mod FC Nordsjælland i søndags blev forsvarsspilleren Per Nilsson skadet. Han meldte selv ud, at han nok var ude i seks uger. Nu bekræfter FCK at skaden holder svenskeren ude i seks-otte uger.

Skaden, der skete efter et sammenstød med en Nordsjælland-spiller, har beskadiget Per Nilssons inderste ledbånd, og holder ham ude af spillet i seks-otte uger. Det viser efterfølgende undersøgelser, oplyser FCK på klubbens hjemmeside.

FCK er i forvejen hårdt ramt af skader. Blandt andet er Bashkim Kadrii stadig i gang med genoptræning efter sin meniskoperation, og Danny Amankwaa genoptræner ligeledes. Men der er også godt nyt for løverne, da Andreas Cornelius mandag fik comeback for reserveholdet efter en alvorlig skade.

Med Per Nilssons skade står Ståle Solbakken altså med noget af et puslespil for at finde sin forsvarskæde til fredagens topkamp i Herning mod FC Midtjylland.