F.C. Københavns Dame N’Doye er på de flestes læber i øjeblikket.

Den brølstærke angriber kom tilbage til klubben i sommer, og han har fra start fået folk op ad stolene med flere store præstationer. Senest blev det til to mål i returopgøret mod CSKA Sofia, hvor han var med til at sikre det danske mandskab en plads i playoff-runden til Europa League. De scoringer kan du se øverst i artiklen.

Og holdkammerat Nicolai Boilesen er da også dybt imponeret af den 33-årige senegaleser.

»Jeg vidste udmærket godt, at N’Doye var en rigtig, rigtig god fodboldspiller. Men jeg må indrømme, at da han kommer ned til Østrig (på træningslejren, red.), der regnede jeg ikke med, at han ville gøre det så godt, som han har gjort det,« siger venstrebacken til B.T. Sport.

Nicolai Boilesen (th.) glæder sig over FCK-angriberen, der langt fra kun bidrager med mål.
Nicolai Boilesen (th.) glæder sig over FCK-angriberen, der langt fra kun bidrager med mål. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Siden sin ankomst har angriberen scoret seks mål i ti kampe, og indtager også en delt førsteplads på Superligaens topscorerliste med fire mål. Men det er ikke kun de mange mål, der har imponeret Nicolai Boilesen.

»Har han bare præsteret på et rigtig, rigtig højt niveau. Men ikke kun i forhold til at lave mål. Jeg er mindst lige så imponeret over hans måde at holde to midterforsvarer beskæftiget, hans måde at holde på bolden og hans blik for spillet. Alt det her er jeg måske mere imponeret af end målene, selv om det selvfølgelig er det, der afgør kampene. Det er jeg blevet meget positivt overrasket over, og det viser bare, hvor stor en kvalitetsspiller han egentlig er,« fortæller Boilesen.

Den rutinerede midtbanespiller William Kvist tror på, at N'Doye bliver topscorer i Superligaen.
Den rutinerede midtbanespiller William Kvist tror på, at N'Doye bliver topscorer i Superligaen. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Den danske midtbanespiller William Kvist spillede også på hold med Dame N’Doye, sidste gang han optrådte i FCK-trøjen, og han var derfor udmærket klar over angriberens kvaliteter. Alligevel imponerer det ham, at han stadig har så højt et niveau.

»Man må bare sige, at det virkelig har gjort en forskel at få sådan en spiller som ham ind. Man kan se, at han stadig har et internationalt niveau, og det har tilført noget kvalitet. Og det er flot, at N’Doye er kommet så godt med ind i det, det må jeg sige. Og hvorfor skulle han ikke blive topscorer i Superligaen også?,« fortæller Kvist, der ligesom Boilesen også glæder sig over at, angriberen også er stærk i det opbyggende spil.

FCK-træner Ståle Solbakken ser ud til at have fundet lige den angriber, han havde brug for.
FCK-træner Ståle Solbakken ser ud til at have fundet lige den angriber, han havde brug for. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

F.C. København ser derfor i den grad ud til at have fundet en erstatning i angrebet, efter de solgte Federico Santander. Og selv om det udefra måske kunne virke en smule tvivlsomt at hente en gammel kending hjem igen, så havde FCK-træner Ståle Solbakken og co. gjort deres hjemmearbejde, inden der blev sat underskrift på kontrakten.

»Jeg ved ikke, om vi havde regnet med, at han så hurtigt ville præstere, men vi vidste, at vi fik en bevidst spiller, der var sulten. Vi har kigget meget på ham i Tyrkiet, hvor han spillede på mange andre positioner, og han var glad på sin position. Og vi så helt sikkert, at det var en spiller, der fortsat havde mere i sig,« siger cheftræneren til B.T. Sport.

En formstærk og målfarlig angriber er da også guf for ethvert hold og specielt for FCK, der kommer på noget af en opgave i næste uge, når de skal møde italienske Atalanta i playoff-runden til Europa League. Og ifølge Nicolai Boilesen er det da også afgørende, at Dame N’Doye præsterer i de kampe.

Dame N'Doye bliver en vigtig brik, når FCK skal prøve at bide skeer med Atalanta fra Serie A.
Dame N'Doye bliver en vigtig brik, når FCK skal prøve at bide skeer med Atalanta fra Serie A. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»I de to kampe mod Atalanta skal vi alle spille op til vores absolut bedste, og så måske endda også have en lille smule timing og held. Det er et rigtigt stærkt mandskab, vi skal op imod, og der er det da netop en som N’Doye, som vi kan bruge ham og lægge bolden op på, når vi bliver presset. Der kommer han helt sikkert til at blive en rigtig vigtig brik for os.«

Inden torsdagens første opgør mod Serie A-holdet Atalanta har Ståle Solbakkens mandskab en Superliga-kamp at tænke på. Det sker søndag, når klubben møder AGF.

Opgøret på Ceres Park starter klokken 16.00.