Andrija Pavlovic er kørt ud på et seriøst sidespor i FC København. Han blev købt for 15-20 millioner kroner for mindre end to år siden, men til sommer er det slut.

Serberen har end ikke været en del af FC Københavns trup de seneste to kampe, og ifølge BTs oplysninger har Andrija Pavlovic fået besked på, at han kan finde sig en ny klub til sommer, når transfervinduet åbner.

LÆS OGSÅ Så er Superliga-programmet klar: Her skal guldet afgøres

Det arbejde er så småt gået i gang for Andrija Pavlovics agenter, og i hjemlandet har blandt andre Røde Stjerne noteret sig situationen omkring FCK-angriberen, men den interesse er angiveligt stadig på et meget tidligt stadie.

Det ændrer dog ikke på, at Andrija Pavlovics nuværende situation i FC København ikke er god. Kilder tæt på FC København spekulerer i, at Pavlovic kan have spillet sin sidste kamp for klubben, medmindre noget ekstremt opstår. Så langt vil FCK-manager Ståle Solbakken ikke gå, men han afslører, at der skal en stor ændring til, før serberen igen vil blive en vigtig del af FC København.

Har han spillet sin sidste kamp for FCK? Er han på vej ud?

»Det er op til ham. Der er konkurrence. Jeg har sagt det til Pavlovic, og han ved, hvordan situationen er. Han ved præcis, hvorfor han ikke spiller. Og han ved, hvad der skal til for at komme på holdet igen. Det er gode præstationer i træning, i reserveholdskampene og eventuelle indhop. Sådan er det bare,« siger Ståle Solbakken til BT.

LÆS OGSÅ Offensiv FCM-boss: Bider efter Brøndby og tidligere FCK-direktør

Andrija Pavlovic har ikke været uden spilletid i FC København. I sidste sæson figurerede han i 35 af 36 Superliga-kampe med otte mål som resultat. I denne sæson er han startet inde 17 gange i 26 kampe og scoret syv mål (det ene kan du se i videoen over denne artikel), men da Federico Santander vendte tilbage fra en alvorlig skade, og Viktor Fischer blev købt ind, var der ikke længere plads til Pavlovic. Og på det seneste er han så også blevet overhalet af stortalentet Jonas Wind.

Er det rigtigt forstået, at den her degradering også handler om Pavlovics attitude?

»Han har spillet samtlige kampe helt indtil Atletico Madrid-kampen på hjemmebane. Der har han spillet i omkring 30 kampe i træk. Det er ikke sådan, at han ikke har fået tillid. Han har tværtimod haft meget tillid gennem lang tid. Så der har ikke været et attitudeproblem i kampene, men attitude er også en del af træningen. Attitude er mange ting. Det er koncentration, det er at give sig selv og give meget til holdkammeraterne, det er at være klar til hver træning. Attitude er et vidt begreb. Men overordnet set er det kun, fordi jeg har set mod andre spillere i træning og kamp,« siger Ståle Solbakken

LÆS OGSÅ Godt nyt til FCK efter fadæse: Super-reserve er med i truppen igen

»Når man spiller en kamp om ugen, bliver træningerne vigtige, og hvis andre er bedre til træning, kommer jeg aldrig til at kigge på transfersum eller prestigen i forhold til at være et dyrt indkøb. Jeg tænker til enhver tid på, hvad der er det bedste for holdet. Santander, Pieros, Fischer og Jonas Wind har været bedre.«

FC København har da heller ikke ligefrem savnet Andrija Pavlovic på det seneste, hvis man kun vurderer ud fra resultaterne. Det er blevet til fem sejre i de seneste fem kampe, hvor Andrija Pavlovic ikke har fået spilletid. Spørgsmålet er så, om han får det i nogle af de kommende 10 slutspilskampe.