FC København har åbnet transferballet, og det har de gjort med et iøjnefaldende køb af Kamil Grabara.

Den polske målmand har banket sig ind som en topmålmand i Superligaen via et par lejeophold i AGF, men det var altså Liverpool, der skulle modtage pengeoverførslen fra FC København.

Og det blev en af de store overførsler – faktisk den største transfersum betalt for en målmand i Superligaen nogensinde. Kamil Grabara kostede nemlig ifølge B.T.s oplysninger i omegnen af 18 millioner kroner.

Og dertil følger så mulige fremtidige bonusser og videresalgsklausuler.

Foto: FCK.dk
Vis mere

Det gør den 22-årige målmand til FC Københavns første store sommerindkøb, hvor det indtil videre kun er den 18-årige Manchester United-målmand Johan Guadagno, der er kommet til.

Men FC Københavns transferaktiviteter er kun lige startet her, fortæller kilder til B.T. Det er sportsdirektør Peter Christiansens første transfervindue i FCK, og han pønser på at få lavet lidt af en transformation af det FCK-hold, som han ikke har været tilfreds med i alle kampe i foråret.

Der kommer med andre ord til at være masser af aktivitet både ind og ud af FC København, hvis de planer, som den sportslige ledelse har lagt for sommeren, også kan lykkes at føre ud i livet.

Kamil Grabara-indkøbet var en god indikator på, at FC København kommer til at vise store muskler denne sommer. En ung mand købt til omkring 18 millioner kroner til en position, hvor københavnerne i forvejen har både en norsk og en svensk landsholdsreserve.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det peger meget godt i retning af, at Peter Christiansen ønsker at rydde godt og grundigt op i truppen – og ikke mindst sætte sit eget præg på truppen.

Og det kommer også til at betyde farvel til flere spillere. Som B.T. kunne afsløre, er der lige nu gang i en transferkamp om Mohamed Daramy, mens også Victor Nelsson er en spiller, der tiltrækker sig interesse fra klubber med dybere lommer end FC København.

Det kommer med Peter Christiansens egne velkendte ord til at blive et nydesignet FC København, der skal forsøge at genvinde Superliga-tronen i den kommende sæson.