De færreste havde troet, at det kunne ske i den danske Superliga, men nu er der en sag. FC Vestsjælland har været indblandet i matchfixing af to kampe i den bedste danske række.

Det har fem tyskere tilstået ved Landsretten i Stuttgart, skriver Ekstra Bladet. Det drejer sig om FC Vestsjællands 4-1-nederlag til Esbjerg den 1. november 2014 og vestsjællændernes 2-0-nederlag til FC København den 22. februar 2015, som mindst en FCV-spiller er blevet betalt 450.000 kroner for at tabe.

Seks spillere startede inde i begge kampe. Jean-Claude Bozga var en af disse seks spillere, og da BT fangede ham fredag aften, var han helt og aldeles afvisende over for tanken om overhovedet at overveje matchfixing.

»Jeg ved godt, hvad du taler om. For vi har selvfølgelig hørt om det. Men jeg ved ingenting. For mig er det her bullshit. Jeg kunne ikke gøre noget forkert. Derfor vil jeg helst ikke tale om det, for vi er langt væk fra sådan noget,« siger Bozga til BT.

Jeg ringer til de spillere, som spillede med i de her kampe. Og derfor skal jeg selvfølgelig spørge dig. Har nogen givet dig penge for at fixe kampene?

»Nej, nej, nej, nej. Jeg ville slå ham ihjel. Hvis en kom for at tale med mig om sådan noget, ville jeg slå ham ned. Det kan jeg love dig. For det kan ødelægge dit rygte – det kan ødelægge alt for dig.«

Der er kun seks FC Vestsjælland-spillere, der startede i begge kampe. Du er en af dem. Hvordan påvirker det dig, at du vil komme under mistanke?

»Jeg føler mig helt ren. Det påvirker mig slet ikke, når jeg ved, at jeg er uskyldig. Det samme gælder mine holdkammerater. Jeg fornemmede ikke noget i de her kampe. Jeg kender mig selv, og jeg kender mine holdkammerater, og jeg tror stadig ikke på det.«

Er du bange for, at du vil blive mistænkt?

»Nej, for jeg ved, hvordan jeg er som fodboldspiller og som person. Jeg bekymrer mig slet ikke om det.«

BT forsøger at få fat i alle de FC Vestsjælland-spillere, der har været med i begge de pågældende kampe.