Der opstod kaos i pausen mellem FC Nordsjælland og AGF.

Her fik tre-fire AGF-fans sneget sig ind i FC Nordsjællands omklædningsrum, og nu har holdet fra Farum taget konsekvensen.

Der er indgivet en klage.

Tilhængerne stod ikke ansigt til ansigt med FC Nordsjælland-spillerne, der sad i et aflukket rum inde i deres omklædningsområde, som består af flere lokaler.

Jan Laursen er sportschef i FC Nordsjælland.
Jan Laursen er sportschef i FC Nordsjælland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Normalt er den dør åben, så der er bedre plads. Men lige i dag havde vi tilfældigvis valgt at lukke den i pausen for at give spillerne ro,« siger sportschef i FC Nordsjælland Jan Laursen.

Han er ikke i tvivl om, at der var tale om AGF-fans.

»Da holdet går i gang med at tale om planen for anden halvleg, går døren pludselig op (den indtil selve området, og ikke det rum, hvor FCN-spillerne sidder, red.) og så vælter tre-fire fans ind. Der var ikke noget truende,« siger han og fortsætter.

»De blev smidt ud, men der var ikke nok vagter. Hvis døren indtil spillerne havde stået åben, havde det været utrygt. Men faktum er, at der er en dør, der ikke er låst, og ingen vagter.«

De pågældende fans har altså fået adgang til omklædningen via en ulåst dør, der ikke var under opsyn af vagter.

»Jeg har aldrig oplevet det før på den måde. Der er et eller andet, der er galt. For den dør kunne ikke låses. Hvis vi andre ikke havde været der, havde de kunne gå ind og tage alt det, der var i det andet omklædningsrum,« fortæller Jan Laursen.

»Det virkede meget mærkeligt.«

Han påpeger dog også, at klubberne nu tager problemet internt.

Opgøret mellem FC Nordsjælland og AGF endte uden vinder.
Opgøret mellem FC Nordsjælland og AGF endte uden vinder. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Jeg tror ikke, at de her fans kom for at hive fat i vores spillere. Det er ikke for at stille op og stå og pibe, vi tager den med AGF,« siger han.

»Det var en fantastisk kamp og fantastisk kulisse. Det her er beklageligt, men som sagt havde vi heldigvis lukket døren. Hvis ikke havde det været stærkt forstyrrende.«

Efter kampen erkendte midtbanespilleren Mads Bidstrup, at han slet ikke lagde mærke til noget.

»Jeg har ikke oplevet noget om det, så det kan jeg ikke svare på,« fortalte FCN-profilen med et smil.

På trods af flere forsøg på at indhente en kommentar fra AGF-lejren har det ikke været muligt.

Klubbens kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, oplyser, at klubben ikke har nogen kommentarer, da FC Nordsjælland har indgivet en klage.

Kampen udviklede sig også vanvittigt og endte med en dramatisk pointdeling.

Det kan du læse mere om i B.T.s dom lige her.

Hvem tror du vinder superligaen? Deltag i vores konkurrence om at spå vindere og nedrykkere i årets Superliga her. Gætter du rigtigt, kan du vinde en fodboldtrøje fra et Superliga-hold efter eget valg.