FC København og Brøndby har droppet det.

Det skete på baggrund af massiv kritik fra især egne fans, at de to superligaklubber ikke længere ville tage på den årlige træningstur til Dubai. Men i FC Midtjylland har de valgt at prioritere anderledes.

Så den 1. februar rejser Superligaens tophold til De Forenede Arabiske Emirater for at forberede sig til foråret.

»Det er en sportslig beslutning for os. Vi har talt med den sportslige sektor, og deres ønske er, at vi igen tager til Dubai, fordi vi ved, at vi får perfekte betingelser for vores forberedelse dernede,« siger FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein til Herning Folkeblad.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby og FC København blev af egne fans stærkt kritiseret for at rejse til De Forenede Arabiske Emirater. Landet er tit blevet beskyldt for brud på menneskerettighederne, og derfor var mange fans utilfredse med klubbernes beslutning om at benytte sig af emiraterne som træningslejr.

FC Midtjylland var dengang ikke synderligt modtagelig for kritikken, og de holdt fast i at ville tage turen til de varme lande. Det var sportschefen meget klar omkring, da han blev spurgt for et års tid siden.

»Der er rigtigt gode forhold. Der er gode baner og god mad, og så kan vi være sikre på, at der er varmt,« sagde Svend Graversen dengang.

Men i år har FC Midtjylland ifølge klubbens direktør taget forholdsregler inden turen til varmen.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Vi har sikret os, at det hotel, vi bor på, overholder alle internationale regler og konventioner. Det var afgørende for os, og det er vi blevet sikret gennem vores samarbejdspartner,« siger Stenlein til Herning Folkeblad.

Mens FC Midtjylland har valgt at holde fast i Dubai, som klubben har besøgt hvert år siden 2016, har FC København og Brøndby valgt at gå en anden vej.

Fanpres gav genlyd i begge klubber, som i år forbereder deres forårssæsoner i Portugal.

De vil snart finde ud af, om der også der er gode baner og god mad.