FC Midtjylland vandt 2-0 i Telia Parken mod FC København i næstsidste spillerunde og har lagt maksimalt pres på Brøndby inden de blågules kamp i Horsens.
Og den sejr, der kom i land, selv om Ulvene var presset i bund i meget store dele af kampen af FC København, gør, at FC Midtjyllands profil Marc Dal Hende nu tror på, at Brøndby får gummiben, så guldet lander hos jyderne.
»Vi var satme kyniske og også heldige. De kører os ud af brættet i første halvleg, men vi stepper op i anden halvleg uden at være prangende. Vi skulle vinde, og det gjorde vi, så nu lægger vi pres på de andre. Jeg tror, vi vinder nu,« siger han til Canal 9.
Forsvarskollega Erik Sviatchenko håber også, at Brøndby snubler i deres kamp i Horsens.
LÆS OGSÅ 'Vodka i Rusland'-manden slår til igen: 'Hvordan fanden tror du selv, jeg har det!
»Vi har troet på det hele tiden. Vi er foran på point nu, og så må vi se, hvor nervøse de bliver,« siger han om guldrivalerne Brøndby.
Jesper Hansen, FC Midtjyllands målmand, der stod en brandkamp i Telia Parken, erkender, at han skal følge med i den kamp, der klokken 20.00 blev fløjtet i gang i Horsens.
»Vi kan ikke lade være med at se lidt med i deres kamp, når vi kommer op i bussen,« siger han til TV3 Sport og tilføjer:
»Der var maksimalt pres på os inden kampen, så det er den fedeste følelse, at vi vinder og lægger det pres på Brøndby. Det er en fornøjelse. Vi bliver presset i bund, men står imod, og det er fantastisk,« forklarede han, inden han hoppede i bad og derefter op i bussen, hvor der venter et par spændende timer.


