Jess Thorup er så godt som færdig i FC Midtjylland.

Den danske mestertræner er i skrivende stund i Belgien, hvor han har forhandlet med KAA Gent om at blive klubbens nye træner. De forhandlinger ser ud til at have båret frugt.

Det belgiske medie Het Nieuwsblad fortæller således, at Thorup præsenteres som ny træner i KAA Gent onsdag eftermiddag klokken 16.

Thorup landede i Belgien tirsdag aften og har onsdag haft samtaler med ledelsen i Gent, der står klar med en to-årig kontrakt.

FC Midtjylland har givet Jess Thorup lov til at rejse til Belgien for at forhandle, efter det danske mesterhold tirsdag nåede til enighed med Gent om prisen på cheftræneren.

Men hvad koster en dansk mestertræner egentlig? Belgiske medier fortæller, at Gent betaler FC Midtjylland 400.000 € (tre millioner kroner, red.). Men midtjyderne bedyrer selv, at prisen er væsentligt højere.

»Vi ligger over det. Samlet set en del over det,« siger FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein, til B.T.

Kan du komme nærmere ind på tallet?

»Nej, det ville være unfair over for dem (Gent,red),«  fastslår Steinlein.

Den danske mestertræner er i skrivende stund i Belgien, hvor han har forhandlet med KAA Gent om at blive klubbens nye træner.
Den danske mestertræner er i skrivende stund i Belgien, hvor han har forhandlet med KAA Gent om at blive klubbens nye træner. Foto: Henning Bagger
Vis mere

FC Midtjylland har allerede besluttet, hvem der skal afløse Jess Thorup som cheftræner. Ifølge B.T.s oplysninger står klubbens U19-træner, Kenneth Andersen, klar til at blive ny permanent cheftræner for de danske mestre.