FC Københavns fans fik i første omgang ros for en kreativ Olsen Banden-tifo i forbindelse med søndagens derby mod Brøndby.

Men det har vist sig, at fansene også var lidt for kreative. En detalje på det store banner sviner nemlig politiet til, og det vækker kritik hos FCK, der har evalueret kampen.

På tifoen var Københavns Hovedbanegård afbildet med tidspunktet 13.12. De tal betyder i bogstaver ACAB – All Cops Are Bastards – (alle betjente er svin, red.). FCK-direktør Jacob Lauesen tager afstand fra budskabet og varsler dialog med fansene.

»Så er vi for vores eget vedkommende meget kede af nogle af de budskaber, der kom fra enkelte af vores fans side. Det ene i en ellers stor og flot tifo, hvor man uden vores viden, tilsvinede politiet,« siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det synes vi, er en helt misforstået og forkert tilgang at have til de mennesker, der er med til at gøre det muligt, at vi kan afvikle kampe som den søndag.«

»Det tager vi, som vi også har sagt tidligere, afstand fra, og vi vil igen gøre den holdning klar over for de relevante fanrepræsentanter,« siger Jacob Lauesen til klubbens hjemmeside.

I Politiforbundet havde forbundsformand Heino Kegel kun hovedrysten tilovers for FCK-fansenes skjulte tilsvining af politiet.

»Det er noget forbandet svineri. At det ikke bliver pillet ned med det samme, det forstår jeg ikke. Alle er bekendt med 'ACAB'-forkortelsen. Man behøver ikke være professor for at forstå det. Når man hænger sådan noget op, mangler man respekt for samfundet,« sagde Heino Kegel til B.T. mandag om det dystre budskab.

»Det allermest forfærdelige er jo, at det her er planlagt. Det er bevidst, og de har nøje forberedt sig. Det er ikke noget, der lige er blevet lavet i momentet, fordi de er sure på politiet. Der ligger noget forudindtaget i det. Det er noget svineri,« lød det fra forbundsformanden mandag.

I fodboldprogrammet 'Offside' havde Viaplay-ekspert Kenneth Emil Petersen heller ikke meget tilovers for de FCK-fans, der stod bag tilsviningen af politiet.

»Så finder man ud af dagen derpå, at der en reference i det her 13:12 til, at alle politifolk er nogle røvhuller. Altså folk, der står op hver evig eneste morgen for at gøre deres arbejde og gøre hverdagen mere tryg. Det var skammeligt,« slog Kenneth Emil Petersen fast.