Ståle Solbakken har sat sving i sit rekrutteringshold. Der skal hentes en angriber til FC København.

Selv om FCK-manageren er en anelse tøvende i sine svar, er Solbakken, teknisk direktør Johan Lange og den københavnske scoutingafdeling ifølge B.T.s oplysninger trukket i arbejdstøjet i disse dage for at finde den rette afløser for Dame N'Doye, der har lagt sig på briksen i op til flere måneder.

Skal du hente en ny angriber?

»Det er lige sket, så vi skal kigge på det nuværende budget og næste års budget. Hvad kan vi tillade os, og hvad kan vi ikke tillade os. Hvordan ser vi på de næste tre måneder? Finder vi nogen, som kan passe ind profilmæssigt så sent, samtidig med at det er økonomisk forsvarligt? Vi overvejer lidt frem og tilbage, om det er det vi skal gøre eller ej,« siger Ståle Solbakken.

Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Overvejelser om en ny angriber kræver dog emner at kigge på. Og det er de emner, som der lige nu gøres klar til at se nærmere på hos Ståle Solbakken. Derfor er der lige nu sat gang i transfermaskineriet for at få et overblik over, hvilke angribere der er tilgængelige for FC København. Og det er her, Solbakkens mange spørgsmål til sig selv begynder.

For en sommer med enorme indkøb af blandt andre Victor Nelsson og Pep Biel samt Karlo Bartolec har tømt sommerens sparebøsse i det københavnske.

Har du brugt hele dit budget for denne omgang?

»Ja, det har vi vel egentlig.«

Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Det betyder dog ikke, at der ikke er penge til et eventuelt nyt indkøb. Det vil bare kræve et kig på næste års budget i FC København, lød det fra FCK-manageren.

Torsdag er der så en vigtig opgave for Ståle Solbakken, når endnu et europæisk gruppespil skal sikres til FC København. Slår FC København Riga ud i den sidste kvalifikationskamp, venter seks kampe mere i et tæt efterår. Det kunne jo være oplagt at vente på at se, om det skulle ske, før der blev taget en endelig beslutning om et nyt indkøb. Så længe kan Ståle Solbakken dog ikke vente.

Er et indkøb afhængigt af Europa League?

»Nej, det synes jeg ikke, det skal være. For så bliver det for stresset på alle parametre.«

»Jeg synes ikke helt, at vi kan tage stilling til det, for der er alle spillere nok væk. Der er jo 24 timer til deadline (når FCK kender sin Europa League-skæbne, red).«

Til sidst var der kun et spørgsmål tilbage at stille Ståle Solbakken i forhold til den situation, han står i, fordi Dame N’Doye pludselig blev skadet mod Røde Stjerne og muligvis er ude resten af efteråret.

Hvad med ham Nicklas Bendtner?

»Jeg har ikke så mange kommentarer. Vi kender hans situation nu, men det er en spiller, som pt. ikke ville hjælpe os i forhold til hans kampsituation.«