Andreas Laudrup har ikke sat sit aftryk på FC Nordsjælland efter sin tilbagekomst fra lejemålet i St. Etienne, og det bliver også først i 2014, han får den mulighed.

En infektion har udviklet sig til en betændelsessygdom, der kan holde kantspilleren ude i et helt op til et halvt år:

- Andreas kom tilbage fra Frankrig med en infektion, der havde udviklet sig til en ledbetændelsessygdom, siger FCN's chef-fysioterapeut Hans Ørting til klubbens hjemmeside.

- Den gode nyhed er, at det som sådan ikke er en farlig sygdom, og at alle kommer sig 100 procent efter forløbet. Den mindre gode nyhed er, at det typisk tager 4-6 måneder at komme igennem sådan et forløb, siger han og fortsætter:

- Sygdommen, som er en reaktiv artrit giver sig udtryk i, at led hæver og i perioder føles stive på samme måde som gigt, og aktuelt er højre knæ og venstre ankel påvirket. Det betyder, at Andreas ikke har kunne træne i noget tid, og at han ikke kommer til det, før betændelsen er væk.

Klubben er gået ind i et samarbejde med en speciallæge på Københavns Privathospital om et behandlingsforløb, hvor udviklingen følges tæt. Det vides endnu ikke, hvornår Andreas Laudrup kan træne med igen, men det vurderes som usandsynligt, at det bliver i 2013, da han ikke har trænet i en længere periode.

Andreas Laudrup fortæller om en tung tid, han må gå igennem nu:

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over situationen, for der er ikke noget, jeg hellere vil end at spille fodbold. Det er en hård tid og frustrerende ikke at vide præcis hvornår, man er klar igen, siger Andreas Laudrup.

- Jeg håber at kunne blive klar i løbet af efteråret, men det tager den tid, det tager, og jeg må være tålmodig. Jeg ved bare, at jeg glæder mig til at komme tilbage og til at spille igen.