Ét sekund.

Det var, hvad der afgjorde Sander Svendsens skæbne for den kommende sæson.

For nordmanden, der det sidste år har spillet for OB, stod på vippen til et skifte til Brann, men fordi forhandlingerne for alvor først tog fart mandag aften, var det på et hængende hår, at den gik igennem.

»Det var ekstremt hektisk til sidst. Jeg spurtede rundt på stadion mellem mit kontor og kopimaskinen, men alt blev afleveret til tiden. Det er en international transfer, så papirerne skal også ind i FIFA's system,« siger Branns sportschef, Rune Soltvedt.

Siden har FIFA brugt to dage på at kigge sagen igennem, og dommen er klar. De havde papirerne klokken 23.59.59, det vil sige ét sekund før deadline. Det betyder, at Sander Svendsen nu er Brann-spiller.

Der er tale om en leje-aftale, og til Brann siger det norske fodboldforbund, at der godt kan være tale om en verdensrekord i forhold til at lukke transferen så sent.

»Jeg har aldrig været med til at sætte verdensrekord før, så det var sjovt. Vi gjorde alt rigtigt i forhold til fristen for transfers, og det er dejligt, vi nu har fået bekræftet, at det hele er i orden,« siger Rune Soltvedt.

OB købte Sander Svendsen i Hammarby i juli sidste år, men nu går turen altså videre til Norge for en stund.

Sander Svendsen (til venstre) er nu Brann-spiller.
Sander Svendsen (til venstre) er nu Brann-spiller. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Planen er, at han skal rejse til Bergen så snart det bliver muligt, og når han ankommer skal han som protokollerne foreskriver det have taget en negativ coronatest.

Indtil han har svaret, skal han gå i isolation, og er det første test negativ, skal Sander Svendsen testes endnu engang. Hvis også denne test er negativ, kan han så endelig få lov til at møde sine nye holdkammerater og deltage i Branns træning.

Han har tidligere spillet for både Molde og Odd, og Sander Svendsen er selvsagt glad for, at det hele faldt på plads.

»Det har været nogle mærkelige dage med en masse frem og tilbage. Det er dejligt, der endelig er kommet en afklaring, og at alt er faldet på plads,« siger han.