Der er tirsdag kommet ungt blod til superligaklubben Esbjergs ellers aldrende centerforsvar.

35-årige Markus Halsti og 34-årige Rodolph Austin får således i fremtiden konkurrence fra 22-årige Viktor Tranberg, som Esbjerg har hentet hos superligakonkurrenten FC Nordsjælland.

Den tidligere danske ungdomslandsholdsspiller er blevet udstyret med en fireårig kontrakt hos Esbjerg, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Viktor er en ung, stærk forsvarsspiller, som vi er glade for at have fået tilknyttet til Esbjerg.«

»Han har erfaring fra både 3F Superligaen og den bedste svenske række, og vi ser et uforløst potentiale, som vi i fællesskab ser frem til at forløse,« siger Esbjerg-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

Sidste efterår var Viktor Tranberg udlejet fra FC Nordsjælland til svenske Örebro SK.

Tranberg har spillet 33 kampe i Superligaen, siden han debuterede i Danmarks bedste række i august 2016.

/ritzau/