Der gik lang til efter fredag aftens Superliga-kamp før Esbjerg-veteranen Rodolph Austin var klar til at tale med pressens udsendte.

»Desværre fik jeg til slut et hårdt slag på hovedet. Det krævede behandling. Men heldigvis har jeg det nogenlunde godt igen. Lige nu er det nok allermest højre knæ, der gør ondt,« sagde Rodolph Austin til B.T. i et mixedzone-interview efter kampen.

I snakken lagde han ikke skjul på, at han var godt tilfreds med Esbjergs sejr på 1-0 over FC København.

»Selvfølgelig er jeg glad for min scoring (på hovedstød, red.). Men det er de tre point jeg lige nu er allermest glad for. Det er indiskutabelt, at vi er bundhold. Men fortsætter vi med at fighte på samme måde som tilfældet var mod FCK, er der overhovedet ingen tvivl om, at vi undgår nedrykning,« sagde Rodolph Austin.

Esbjerg-træner Lars Olsen får en advarsel af dommer Sandi Putros under fredag aftens Superligakamp mellem Esbjerg fB og FC København.
Esbjerg-træner Lars Olsen får en advarsel af dommer Sandi Putros under fredag aftens Superligakamp mellem Esbjerg fB og FC København. Foto: Frank Cilius
Vis mere

Sammen med Søren Reese, som Esbjerg i vinterens transfervindue har lejet i FC Midtjylland, dannede Rodolph Austin en stærk stopper-duo.

»Jeg synes, det var en mandfolkepræstation. Mange har de seneste måneder dømt os død og borte. Så sejren over FCK er et stort rygstød mod det næste stykke tids kamp om at redde livet i Superligaen,« sagde Søren Reese.

Esbjerg-træner Lars Olsen roste sine spillere til skyerne.

»Vi har i løbet af vinteren skiftet meget ud i vores trup. Men der er kommet dygtige spillere til og de er lynhurtigt faldet til i den stil, vi praktiserer. Henover weekenden glæder vi os over sejren over FCK, men herefter begynder forberedelserne til næste opgave. Her møder vi Lyngby på udebane. Vores sejr over FCK skal helst følges op her - ellers kan vi ikke bruge sejren over FCK til ret meget,« sagde Lars Olsen.