En kort sommerpause er – heldigvis – snart ovre, og en ny Superliga-sæson står for døren.

Og der er ingen grund til ikke at tro på en super sæson. Det vrimler nemlig med profiler i de danske klubber. Men hvem er egentlig Superligaens bedste spillere? Det vil vi gerne diskutere.

I forbindelse med weekendens premiererunde har B.T.'s sportsredaktion placeret røven i klaskehøjde og lavet den uofficielle og helt igennem subjektive top-25 over Superligaens bedste spillere.

Tager vi fejl? Måske. For under udarbejdelsen af listen opstod der noget nær håndgemæng på redaktionen. Så fortæl os endelig, om du er enig eller enig. Tæsk løs på os på Facebook og kom med dit bud på Superligaens bedste spillere.

Nå, vi tager chancen. Here we go:

25. Var denne liste lavet for et halvt år siden, havde Awer Mabil uden tvivl figureret langt højere oppe. Men en sløj forårssæson – hvor han selvfølgelig var lovligt undskyldt grundet sin søsters tragiske død – trækker ned for den udfordringsstærke australier. Men kan han finde formen, bliver han en superligaprofil og en nøglespiller i FC Midtjyllands guldkamp.

24. De aarhusianske læsere vil nok kræve fyringer, efter at sportsredaktionen har placeret Jens Stage så langt nede på listen. 'Prø'li'og'hør'her, han ska' maje længere op,' lyder det garanteret. Men der er altså hård konkurrence – og nu skal Jens Stage lige først bevise, at han kan kæmpe sig ind i FC Københavns startopstilling.

23. Tverskov er vokset fra 'mmmjaa' under Kent Nielsen til 'ja tak!' under Jacob Michelsen i OB. Han er limen, der holder OB-defensiven sammen – og så kan han ikke stresses med bolden på foden. Hvis det lykkes OB at holde på ham i dette transfervindue, bliver Tverskov fynboernes vigtigste våben i kampen om top-6.

22. Af de mange georgiere, der i de seneste år har forsøgt lykken i Superligaen, er Randers' Saba Lobjanidze den suverænt mest succesfulde. Som en slags 'Kronjyllands Messi' er han særdeles driblestærk og målfarlig. Og han har utvivlsomt mange bejlere denne sommer – også i Superligaen.

21. Den nyeste kandidat til stillingen som fremtidens landsholdsspydspids. Jonas Wind tog stormskridt i den seneste sæson, og fortsætter karrieren med samme fart i den nye sæson, har FC København snart alle storklubberne rendende. Især hvis han får lidt mere Wind i sejlene, når det kommer til målscoringerne.

20. Det er også skuffende for os, at vi skal finde Hany Mukhtar helt nede på 20. pladsen. Han var ligaens klart bedste spiller i en længere periode. Men for et år siden skete der noget. Siden er den tyske playmaker desværre faldet markant i niveau. Men vi ved alle, hvor stort potentialet er – og det bliver spændende, om Niels Frederiksen kan lokke den gamle Hany frem igen.

19. 36-årige Jakob Poulsen er også én af de spillere, der tidligere ville have domineret denne liste. Men der er efterhånden kommet lidt rust på understellet, og tophastigheden er heller ikke, hvad den har været. Men Varde-knejten har stadig en flødefod, der kan slå et guddommeligt frispark – og hans overblik kan stadig være guld værd for midtjyderne.

18. Superligaens bedste målmand de seneste par sæsoner er rykket østpå i den nye sæson, hvor hans tigerspring og kattereflekser nu skal komme FC København til gode. Har tidligere reddet masser af point hjem til OB, og kan han holde niveauet – og måske lægge lidt på – har FC København fundet en sidsteskanse til de næste tre-fire sæsoner.

17. Den hurtigste svensker på Vestegnen! Simon Hedlund var den positive overraskelse for Brøndby i et ellers svært forår. Med sin fart, aggressivitet og temperament kan han meget let gå hen og blive en publikumsdarling i Brøndby.

16. Et godt efterår var nok til at overbevise fodbold-Danmark om, at Claus Steinlein havde fået fingrene i en vaskeægte diamant. Et ægte brasiliansk stjernefrø. Et forkølet forår fik sat en dæmper for hypen – men intet står i vejen for, at den unge supertekniker kan blive et kommende midtjysk kæmpesalg.

15. Han var stjerne i FC Nordsjælland. Nu skal Victor Nelsson lukke hullet efter Denis Vavro i FC København. Det er en tung arv, men hvis nogen kan løfte den, bør det være U21-landsholdsprofilen. Han kan blive god, ham her. Rigtig god!

14. Stakkels Boilesen kommer ikke i aktion igen før næste år, men det skal ikke forhindre ham i at få en plads på denne liste. For der er ikke noget at rafle om. Når han er klar, er Boilesen en af Superligaens store profiler. Så skynd dig tilbage!

13. Burde han være højere oppe? Eller længere nede? Måske. Selv om sidste sæson næppe var hans bedste, er årets spiller i FC Midtjylland stadig en af de absolut bedste på positionen – og en af Superligaens helt store profiler.

12. Bjelland var forsvarsstyrmanden, men Vavro var stjernen i det københavnske forsvar. Nu er Vavro væk, og Bjelland får en ny makker at dirigere rundt med. Bjellands er Superligaens bedst betalte spiller, men han er pengene værd.

11. I foråret viste Rasmus Falk os alle sammen, at han er er en fremragende fodboldspiller. Tænk Superliga og tænk kvalitet. Så er det svært ikke at tænke på fynboen. Han kan brillere på kanten, og han kan trylle på midten. Falk kan det meste.

10. Puha, vi brugte lang tid på at placere Scholz! Men hvor er FCM-forsvareren bare god – lige her og nu den bedste i den midtjyske bagkæde. Defensivt er han præcis, som han skal være – og så kan han lave mål. Mere er svært at forlange af en midterforsvarer.

9. Hvad kan Wilczek? Han kan lave mål. Og nej, der er ikke så meget mere på repertoiret end netop dét. Men når man er så god til det, som Brøndby-angriberen er, er det mere end nok til at være blandt Superligaens bedste.

8. Trods Bentley på parkeringspladsen og lidt for meget klor i håret, er det ikke mærkeligt, at Ankersen til tider snupper en startplads på det danske landshold. For højrebacken holder bare tårnhøjt superliganiveau. Så højt, at han nu skal sælges. Formentlig til en af de store ligaer.

7. Fra portugisisk-græker til dansk dynamo. Det kan måske være svært at sætte fingeren på præcis, hvad FCK-anføreren brillerer med, men der er klasse over det meste, Zeca begiver sig i kast med. Hvem ka'? Zeca.

6. Lange-Paul er ikke altid lige elegant. Men hans uortodokse stil og evner er vanskelige at hamle op med. Det gør ham til en angriber med store perspektiver. Onuachu er næppe i Superligaen til september. Så nyd ham, så længe det varer!

5. Lucas Andersen er bare en dejlig spiller. Teknik og overblik går op i en højere enhed i nordjyden, der er noget af et scoop for AaB. Han har evnerne til at bære nordjyderne på sine smalle skuldre. Målt på rene færdigheder er der ikke mange bedre herhjemme.

4. Supertalentet, der har en afslutningsevne lidt a la Thierry Henry, står i døren til et lukrativt skifte til en væsentligt større klub end FC Nordsjælland. Og det giver al mulig mening. Tingene - og scoringerne - ser så lette ud, når Skov Olsen er bagmand. Få den mand på landsholdet - snart!

3. N'Doye tog røven på alle – også mod- og medspillere – da han sidste sommer kom tilbage til Superligaen og lavede mål efter behag. Senegaleseren er en angriber med internationalt snit. Dem er der ikke mange af i Superligaen!

2. Fischer var Superligaens bedste spiller sidste efterår, og den tidligere Ajax-stjerne har måske ligaens højeste topniveau. Når Fischer er bedst, fisker han efter et niveau, der er til meget mere end Danmark og FCK. En absolut klassespiller.

1. Lige nu er Robert Skov kongen af Superligaen! Han ejede ligaen i sidste sæson med sine 29 scoringer, og han går nu ind til den nye sæson som en superliga-superstjerne. Lige nu er ingen over eller ved siden af Skov.

Boblere: Marc Dal Hende, Joni Kauko, Karlo Bartolec, Jesse Joronen, Bashkim Kadrii, Dominik Kaiser, Gustav Wikheim, Jacob Rinne, Patrick Mortensen, Casper Højer, Lasha Parunashvilli, Oliver Abildgaard, Kees Luijckx, Kasper Kusk, Mohammed Kudus, Mikkel Damsgaard.