Foråret har været turbulent på Vestegnen. Svingende resultater, Alexander Zorniger blev fyret, Martin Retov overtog tøjlerne, og lige nu jagter klubben top-seks. En start, der gør, at den midlertidige cheftræner har haft nogle vigtige punkter på sin dagsorden.

»Jeg har prøvet at være, som jeg altid er. For mig handler det om at være et ærligt og tydeligt menneske, som spillerne ved, hvor de har,« siger Martin Retov.

Og hvordan skal det så forstås?

»En som ikke farer op i det røde felt i forhold til at kritisere det, de render rundt og laver, men som samtidig er fast i sine beslutninger og kan fortælle dem, når noget ikke er godt nok. For mig handler det om, de finder en tryghed i mig,« forklarer den 38-årige midlertidige cheftræner.

Martin Retov under den første træning som cheftræner i Brøndby.
Martin Retov under den første træning som cheftræner i Brøndby. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Indtil februar var han assistenttræner i klubben, og han kender dermed truppen godt. Noget han selv mener er en fordel, men ellers fokuserer han ikke på de store ændringer.

»Jeg har en anden rolle end før, men jeg prøver ikke at ændre så meget, for når alt kommer til alt, er det om søndagen, det skal afgøres. Det er dem, der skal spille kampen og levere varen og føle sig godt tilpas i relationer, og det der hører med i fodbold,« siger Retov, der 19. februar overtog tøjlerne fra Alexander Zorniger, der var blevet fyret dagen inden.

Ærlighed er vigtigt for Martin Retov, og han lægger stor vægt på, at spillerne skal kunne komme til ham.

Og selvom Martin Retov blot har stået i spidsen på Vestegnen i tre kampe, kan Jens Martin Gammelby godt mærke, der er en lille forandring med Martin Retov i spidsen, for tonen er en anden.

»Jeg oplever, det er en anden kommunikation, man har med ham. Han snakker med spillerne på en anden måde, og det skal man lige vænne sig til, for man har været vant til noget andet. Det er så nyt stadigvæk, men der er god stemning,« siger den 24-årige højreback, der siden Johan Larssons afgang i vinterpausen har fået mere spilletid.

For der er bare forskel i forhold til det, spillerne har været vant til under Alexander Zorniger, selvom det er ‘svært’ at sætte så mange ord på efter få uger, som Gammelby selv siger det.

»Det er noget andet end Zorniger. Det tror jeg, alle havde regnet med. Selvfølgelig er det det. Zorniger var jo speciel. Ikke at det var en dårlig ting overhovedet, men det er anderledes at kommunikere med Retov,« siger Jens Martin Gammelby.

Og det er ikke kun i tonen, der er sket en forandring på Vestegnen. Da Martin Retov blev udpeget som manden, der skulle styre Brøndby mod top-seks, var det med ordene ‘tro’ og ‘glæde’ på dagsordenen. To ting, han skulle få ind i den blå-gule trup. Og selvom hele klubben fik en mavepuster med nederlaget til OB, kan Martin Retov mærke, at der netop er en glæde i truppen.

Et af fokuspunkterne for Martin Retov har været at få glæde ind i truppen.
Et af fokuspunkterne for Martin Retov har været at få glæde ind i truppen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg synes, de virker mere frigjorte og med god tro på tingene,« siger Martin Retov og uddyber:

»Det, synes jeg, er i hele omgangstonen. Det er ikke fordi, det skal være en 'laissez-faire' og ikke-professionel indstilling, vi kører, for vi skal være topprofessionelle i alt, hvad vi foretager os. Men der skal også være plads til smil, grin og en joke og et klap på skulderen,« siger Martin Retov.

Han mener dog ikke, at tonen har været for hård på Vestegnen.

»Den har været tydelig og konsekvent. Det skal også til, for det nytter ikke, vi alle har hver vores idé. Det handler om at sætte et tydeligt aftryk i, hvilken vej vi skal gå, og så følger alle den. Men det kan man gøre på forskellige måder,« siger Martin Retov.

Brøndbys Jens Martin Gammelby (tv.) har fået en del spilletid i foråret.
Brøndbys Jens Martin Gammelby (tv.) har fået en del spilletid i foråret. Foto: Henning Bagger
Vis mere


Og han er ikke den eneste, der har mærket glæden. Det kan spillerne også på banen.

»Jeg synes, vi viser mere, end vi gjorde i de to første kampe. Den effekt har i hvert fald været der lidt, selvom det er svært at svare på. Tre kampe er ikke meget, men der er kommet mere humør på og mere glæde,« siger Jens Martin Gammelby.

For ham og resten af truppen er Martin Retov ikke et ukendt ansigt. Tværtimod. Og det er da også begrænset, hvor meget der ellers er ændret hos de blå-gule.

»Spillemæssigt er der lavet lidt om, og vi har fået mere styr på boldene i bagrummet. Ellers er det svært for ham at sætte et stort præg på det. Han overtager klubben med tre kampe på en uge. Det er svært at vurdere ham som træner, men han er mere udadvendt, og dét kan man godt mærke,« siger Jens Martin Gammelby.